Digte af Kaj Munk tilsat kor og ny musik

Filharmonisk Kor Aalborg har indspillet Kaj Munk-digtene med Erling Kullbergs musik på cd.

Filharmonisk Kor Aalborg har indspillet Kaj Munk-digtene med Erling Kullbergs musik på cd.

CD Filharmonisk Kor, Aalborg # # # # ¤ ¤ Erling Kullberg er ophavsmand til en ny samling korsange til tekster af Kaj Munk, som blev uropført ved Danske Folkekors sommerstævne sidste år, og denne sangcyklus er nu udkommet på cd med Filharmonisk Kor i Aalborg. De tolv sange har hver navn efter årets måneder, og der er således lagt op til en række natur- og stemningsbilleder, som den danske digtning er så rig på. Men digtene er også mærkbart præget af tilblivelsestidspunktet, nemlig starten af den tyske okkupation af Danmark, så selv om Kaj Munks lyrik ikke hører til i den vægtigere ende af skalaen, så tilfører besættelsen en ny klangbund til digtene. Som i den næsten profetiske "August", hvor lyngen fortæller sin historie om at blive pløjet op og lagt ud til agerjord: "Og i min død jeg drømmer om en vår/da landet, jeg fik frelst, atter bølger rigt/så dør jeg gerne, jeg har gjort min pligt." Kullbergs sange og korudsættelser følger den danske folkekorstradition fra Carl Nielsen og Otto Mortensen, enkle og gode melodier i homofone satser, dog i en lettere opdatering hen mod det lidt mere viseprægede. Her pløjes ikke nyt land frem, men satserne er tekstnære, velklingende og stemningsfulde, og de vil kunne synges med rigt udbytte af ethvert folkekor. Filharmonisk Kor med Kullberg selv i spidsen gør det godt. Jeg havde dog gerne undværet klaverledsagelsen, som ikke føjer noget til, men blot understøtter koret. Kun i "December" lægger de frosne klange en ekstra dimension til opførelsen. Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk Filharmonisk kor, Aalborg: Cd: "I det fri - 12 sange om Danmark 1940". Komponist Erling Kullberg www.fka.dk