Digte - ni år efter

LYRIK Søren Ulrik Thomsen: "Rystet spejl" Efter ni års lyrisk tavshed dukker Søren Ulrik Thomsen op til overfladen med endnu en spændende digtsamling, der stiller skarpt på døden, tabet, erindringen - den er i det hele taget meget bagudskuende, hvilket måske hænger sammen med, at digtsamlingen også markerer Thomsens 30 års forfatterjubilæum. For ni år siden ramte "Det værste og det bedste" anmelderstanden som et hårdt slag i maven; her skrev en langt mere fri og på mange måder mindre styret (eller hæmmet (alt efter temperament)) digter, men med "Rystet spejl" er vi tilbage, hvor "Hjemfalden" og i særdeleshed "Det skabtes vaklen" slap. Ud over de eksistentielle digte om døden/de døde, så er der også en vis skrøbelighed til stede i nogle af digtene, som når digteren sidder på en restaurant og forsøger fange et glimt af en kvinde i erindringen med "digtets rystede spejl." Thomsen tillader sig her en udsathed, godt nok i en for ham gammelkendt form. Der kommer så at sige næsten for meget Thomsen i digtene. Hvor det sker, synes det desværre ofte at være sådan, at det er set bedre og skarpere i fx "Det skabtes vaklen" fra 1996. Men hvor Thomsens blik er stillet skarpt på det eksistentielle og universelle, er han sædvanen tro uovertruffen, som når det hedder: "var vinteren en martsdag for altid forbi skulle alverdens kulde huses i vores egen forfrosne sjæl" Det er tre linier, der åbner for læsningens rum i stedet for at lukke læsningen inde i en eller anden letkøbt grimasse, der tror sig nyskabende, hvor der er tale om platheder. Mod sådan en skole i tiden er Thomsens digte, når de er bedst, en velsignelse. En generel kritik kunne imidlertid være denne, at Thomsen i snart sagt alle digte arbejder sig frem mod en afslutning/klimaks, som resten af digtet agerer basis for. Det lugter lidt af poetikteksten fra "Hjemfalden", hvor det hedder: "Når jeg bliver dygtig nok, vil jeg skrive et digt, der starter så tøvende og toner så usikkert ud som et første og sidste kærtegn: Indtil da må det smælde som en pisk over nakken." Siden da har pisken smældet så tilpas mange gange, at man efterhånden begynder at ane en vis mekanisk stilsikkerhed, som altså nok blev rystet i "Det værste og det bedste", men som i denne samling toner igennem for fuld udblæsning. Det laver imidlertid ikke om på, at man også i denne digtsamling kan støde på billeder, der er så hamrende præcise, at de knalder lige ind i den lille melankoli, der ikke kan udfyldes med noget som helst. Det kunne være ølflasken "i et iskoldt S-tog" (selvfølgelig på vej gennem forstæderne); eller det kunne være "en urolig himmel", der "flimrer / vandpytterne på Melchiors Plads"; eller det kunne være, når han igen tillader sig en skrøbelighed: "Elskede, må vores kærlighed altid være som musik der lyder fra et andet rum." Sådan svinger Thomsens digte mellem metafysiske spekulationer over døden, et skrøbeligt nærvær og præcise, konkrete sansninger, der til tider er bundet op på erindringen. Ankerne er den mekaniske stilsikkerhed og det lidt for thomsenske i Thomsens digte, hvis man kan sige det, men alt i alt en fin jubilæumspræstation. Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Søren Ulrik Thomsen "Rystet spejl" 56 sider, 175 kr. Gyldendal. Udkommer i dag