Dilemmaer i aktivering

Der er mange dilemmaer i den virksomhedsrettede aktivering.

De øges med den voksende arbejdsløshed. Det er nødvendigt med et stærkt lokalt samarbejde om beskæftigelsespolitikken. Men en ny bredere funderet arbejdsmarkedspolitik fordrer en ny struktur på arbejdsmarkedet for at få ledige ikke-faglærte og faglærte opkvalificeret, så deres jobmuligheder øges. Skal jobcentret anvende en virksomhed til at placere ledige i enten virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, hvis der ikke er en kinamands chance for at den virksomhedsrettede aktivering fører til et ordinært job? Er det fair at forlange, at den ledige tager et hvilket som aktiveringsjob selv om aktiveringen med stor sandsynlighed ikke fører til et ordinært job, men hvor begrundelsen fra jobcentret (læs kommunen) er, at det er afgørende for kommunens økonomi at gennemføre aktiveringen? Kommunen får højere refusion, når ledige aktiveres i virksomhedsrettet aktivering, end når ledige ikke aktiveres. Er det i orden, at hvis den ledige ikke selv finder et sted, hvor vedkommende kan komme i virksomhedspraktik, så finder jobcentret et grumt aktiveringsjob - som de ledige selv kalder for "skodaktivering"? Finder alle os, der har job og vores på det tørre, at "skræmmeeffekten" er en nødvendig effekt i den virksomhedsrettede aktivering? Er holdningen, at "de ledige blot kan tage sig sammen og søge et job" og "der er altid arbejde til dem der vil arbejde", som Niels Hougaard ironisk messede, så udbredt, at fornedrende og ydmygende aktivering, hvor den ledige enten skal agere gratis eller billig arbejdskraft, fortsat skal accepteres? Eller hvordan får vi værdigheden tilbage i indsatsen for ledige? Dilemmaerne er mange i den virksomhedsrettede aktivering. Der er ingen tvivl om, at der også er positive sider ved den for de ledige. Mange ledige finder, at det er langt bedre at have tilknytning til en arbejdsplads - også selv om man skal være i virksomhedspraktik eller i løntilskudsjob - end at være henvist til at gå hjemme som arbejdsløshed, hvor døgnrytmen går i opløsning og selvværdet smuldrer. Nogle får også via kontakter på arbejdspladsen et ordinært job. De ordinært ansatte bl.a. i den offentlige sektor er ofte glade for den ekstra hånd, som en person udgør i en stresset hverdag. På den anden side er det også et faktum at den virksomhedsrettede aktivering nu har et omfang, så der enten ville være tale om en produktionsnedgang eller forringet service, hvis personerne i aktivering ikke fandtes. Den nye regering har varslet, at der skal igangsættes en undersøgelse om den virksomhedsrettede aktivering fortrænger ordinære job. I hele landet i oktober 2011 var der i alt omregnet 43.7401 fuldtidspersoner i virksomhedsrettet aktivering, heraf 22.033 personer i virksomhedspraktik og 21.707 personer job med løntilskud. Det svarer til 1,6 % af arbejdsstyrken. Det er en stor andel og forholdet får endnu mere perspektiv, når vi ved, at virksomhedspraktikken og løntilskudsjob helt overvejende gennemføres på ikke-faglærte områder, hvor der i forvejen er stor arbejdsløshed. I Mariagerfjord Kommune var der på samme tidspunkt 492 personer i virksomhedsrettet aktivering, heraf 305 personer i virksomhedspraktik og 187 personer i job med løntilskud. Samlet svarer det til 2,4 % af arbejdsstyrken. I Mariagerfjord Kommune anvendes den virksomhedsrettede aktivering altså i 50 % større omfang end i landet som helhed til trods for at arbejdsløsheden er høj og udviklingen i beskæftigelsen er gået kraftigt tilbage. Alle de ovennævnte dilemmaer kan vi forvente udspiller sig i større omfang i Mariagerfjord Kommune end i mange andre kommuner, der anvender den virksomhedsrettede aktivering i mindre omfang. En tilsynsmodel for den virksomhedsrettede aktivering Derfor er det også flot at Mariagerfjord Kommune for nylig har vedtaget en tilsynsmodel for den virksomhedsrettede aktivering. Formålet med tilsynsmodellen er at sikre, at tildelingen af ydelser sker i overensstemmelse med gældende lovgivning og forskrifter og der forekommer en ensartet behandling. Desuden skal modellen supplere virksomhedernes eget ansvar og de faglige organisationers ansvar for at sikre ordnede vilkår for deres medlemmer. En gang årligt udsendes et spørgeskema til udvalgte virksomheder med henblik på at få input til forbedring af kontakten til virksomhederne. Desuden afdækkes i hvor høj grad, der rekrutteres til ordinære job via tilskudsordningerne. Her er det værd at understrege, at kommunen selvfølgelig altid har pligt til at oplyse om vilkårene for at få personer i løntilskud eller virksomhedspraktik, herunder kravet om merbeskæftigelse og hvor mange ekstraordinært ansatte, der må være på en arbejdsplads. Herudover er det tillidsrepræsentanterne, der for hver person, der kommer i virksomhedspraktik eller i løntilskud med deres underskrift skal sanktionere, at reglerne følges. Netop fordi der både skal være plads til de ordinært ansatte og de ekstraordinært ansatte uden at reglerne i love, overenskomster og aftaler overtrædes, er det vigtigt at alle interessenterne på arbejdsmarkedet holder øje med, om beskæftigelsesindsatsen i jobcentret forløber som det skal. I en tid med økonomisk krise og voksende arbejdsløshed er det helt nødvendigt at der løbende er enighed om beskæftigelsesindsatsen. Derfor er det fint at der nu er vedtaget en tilsynsmodel for beskæftigelsesindsatsen i Mariagerfjord Kommune. Det kunne have været frugtbart, hvis det også indgik i formålet med tilsynsmodellen i større omfang havde inddraget de lediges holdning til den aktivering, der udsættes for. Men dette forhold er trods alt med som en del af undersøgelsesmetoden, idet de ledige, som er i løntilskud eller i virksomhedspraktik på et spørgeskema kan bidrage med input til forbedringer af indsatsen. Der forelægges årligt en samlet rapport over resultaterne af de foretagne analyser og tilsynsbesøg, som forelægges kommunens arbejdsmarkedsudvalg og LBR. Når dilemmaerne i den lokale beskæftigelsesindsats er så store som de er, skyldes det i høj grad den økonomiske og administrative struktur for beskæftigelsesindsatsen. Alle kommuner i Nordjylland, når der ses bort fra Aalborg Kommune er for små til at udgøre et arbejdskraftopland. Selv i Aalborg Kommune er der en stor pendling ud og ind af kommunen til arbejdspladser i regionen. Desuden er incitamenterne i forhold til den virksomhedsrettede aktivering så stærke, at der er grundlag for hele tiden at kontrollere, om aktiveringen i jobcentrene foregår på behørig vis. Jobcentret i Mariagerfjord Kommune gennemfører stort set ingen ordinær jobformidling. Ordinær jobsøgning beror på den ledige selv og somme tider med hjælp fra fagforeningen. Når en ledig søger hjælp til et job i jobcentret bliver den ledige helt overvejende sendt i virksomhedspraktik eller et job med løntilskud. Vi har endda eksempler på at et ledigt medlem, som vi i fagforeningen formidlede i et ordinært job alligevel fik et løntilskud med sig - ikke med ønske fra den ledige, men fordi kommunen ønskede det. Det er problematisk fordi hver gang, der med den nu afkortede dagpengeperiode gennemføres en aktivering uden ordinær beskæftigelseseffekt, æder det af det af den lediges dagpengeperiode. Risikoen for at den ledige skubbes ud af dagpengesystemet nærmer sig dermed hastigt. Kravet om rettidig omhu i aktiveringsindsatsen er kraftigt forstærket. Derfor ønsker vi i fagbevægelsen at få styring og beskæftigelsesindsats tilbage til staten. A-kasserne og fagforeningerne med til deres faglige tilknytning til arbejdspladserne skal have ansvaret for deres egne ledige medlemmer i de første 6 måneder eller indtil aktiveringskravet indtræder. Vi skal have genskabt et system baseret på tillid. I dag ser mange ledige desværre med stor mistillid på den aktivering, der foregår i jobcentrene. Den ordinære jobformidling skal i højsædet. Her skal a-kasserne og fagforeningerne i højere grad udnytte deres kontakt med arbejdspladserne. Desuden skal aktiveringsindsatsen drejes i retning af opkvalificering med hovedvægten på oplysning op uddannelse, motivation, vejledning, kompetenceafklaring og tilrettelæggelse af en individuel uddannelsesplan. Det kan foregå i samarbejde med voksen- og efteruddannelsescentrene i regionen og andre uddannelsesinstitutioner. Der er således gode perspektiver i en langt bredere funderet arbejdsmarkedspolitik i stedet for den snævre beskæftigelsesindsats, vi ser nu. Samarbejdet herom mellem staten, regionen og kommunerne skal virke på et forbedret grundlag.