Dilettant siden 1916

Siden 1916 har der været spillet dilettant i Sdr. Saltum Forsamlingshus. Således også i år, hvor stykket "Guld og grønne skove" løber over scenen næste weekend med premiere lørdag aften.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ketty Nielsen, Jette K. Pedersen og Inge Knudsen i en scene fra forestillingen.

Der er generalprøve lørdag eftermiddag og en ekstra forestilling tirsdag 3. februar, hvor den lokale sparekasse er vært ved kaffebord. Stykket indeholder alle de ingredienser, som et ægte dilettant stykke skal indeholde, nemlig en masse forviklinger omkring penge og kærlighed. Stykket handler i korte træk om en maler, der stiler imod at blive berømt kunstmaler i stedet. Pludselig dukker en kunsthandler op, som falder pladask for malerens datter. Kunsthandleren bilder maleren ind, at han skal have et mere kunstnerisk klingende navn og det bliver "Leonardo". Der findes imidlertid en rigtig Leonardo i forvejen og det giver selvsagt en masse forviklinger. Men det er vist ikke for meget at røbe, at det hele ender i fryd og gammen. De medvirkende er Christian og Vivi Algren, Jette og Søren K. Pedersen, Mads Jørgensen, Ole Knigge, Ketty Nielsen, Inge Knudsen, Aage Mortensen og Christian Christiansen. Vivi Algren er også instruktør og Maibritt Lauritsen er sufflør. De to arrangerende foreninger, Sdr. Saltum Ungdomsforening og Sdr. Saltum Borgerforening, håber på samme succes som sidste år. D.v.s. fuldt hus til alle forestillinger.