Din bankkonto kan være i fare

Pas på falske vinduer, når du bruger NemID

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hvis dette vindue kommer frem i utide eller ser anderledes ud, end det plejer, må du ikke indtaste dine koder.

For mange er det blevet rutine at indtaste de sekscifrede talnøgler, når vinduet fra Nem-ID toner frem på skærmen. Men der er god grund til at være på vagt: Sidste måned blev otte danske netbankbrugere lokket til at indtaste koderne i et forfalsket vindue. På den måde lykkedes det svindlere at tømme ofrenes bankkonto. Selv om man normalt ikke selv hænger på tabet, er det en skræmmende oplevelse. Men det mest skræmmende er, at ofrene sådan set ikke gjorde noget forkert. Svindlernes værktøj, en såkaldt "trojaner", blev nemlig hentet fra en helt legitim hjemmeside, som var blevet hacket. Og ifølge NemID havde alle ofrene installeret et antivirusprogram. Men fordi her var tale om en ny trussel rettet specifikt mod brugere af NemID, blev den ikke opfanget af virusskjoldet. Vær mistænksom Så hvordan garderer man sig mod den slags? Rådet fra NemID lyder: "Vær mistænksom, hvis noget er anderledes". Det kan være, at vinduet, hvor man indtaster koden, ser en smule anderledes ud. De ægte vinduer fra NemID ser altid ud på samme måde. Et andet faresignal kan være, at vinduet dukker op på uventede tidspunkter. Du bliver kun bedt om at indtaste koden fra dit nøglekort, straks efter du har indtastet bruger-id og adgangskode. Hvis computeren beder om disse oplysninger i andre situationer, skal du ikke indtaste dem. Og bliver du bedt om at skrive en ekstra kode, er rådet fra NemID helt entydigt: "Luk straks browseren og kontakt din bank". Er du ramt? Du kan selv tjekke, om din computer er smittet med det program, der stjal koderne i februar. Det klares let med et gratis værktøj, som kan hentes fra www.kortlink.dk/am8a. Testen virker med Windows XP og nyere. Klik på "download", dobbeltklik på den hentede fil, vælg "kør" og klik på "undersøg pc'en". Efter få sekunder ser du formentlig en grøn smiley og en besked om, at du ikke er smittet. Men det er et spørgsmål om tid, før der kommer nye angreb mod NemID - så tænk, før du taster. Og husk at holde din computer opdateret. Ikke bare antivirusprogrammet, men også alle de øvrige programmer. En god hjælp til dette kan være et program som Heimdal, der kan hentes gratis fra: www.kortlink.dk/am8x.