EMNER

Din lagerbegrænsning er overskredet

"Din lagerbegrænsning er overskredet".

Partimedlemmer, organisationer, erhvervsforeninger, venner, familiemedlemmer og ikke mindst borgere sender masser af elektronisk post til lovgiverne. - Jeg vil tro, at jeg modtager mellem 25 og 50 emails om dagen. Hele året, fortæller Bjarne Laustsen (S), der sidder i Arbejdsmarkedsudvalget. - Jeg får et sted mellem 40 og 60. Det kommer lidt an på, om jeg har en sag, der er fremme i medierne, siger Inge-Lene Ebdrup (V), der er boligordfører for sit parti. Begge bruger de efterhånden en betydelig del tid på at besvare de mange henvendelser. - Det er klart, at jeg kigger dem igennem hver dag og det tager i hvert fald tre kvarter. Så sorterer jeg dem fra, som kræver et længere svar eller kræver noget undersøgelse. Dem bruger jeg én dag om ugen på at besvare, forklarer Inge-Lene Ebdrup. Bjarne Laustsen: - Nogen af dem sletter jeg selvfølgelig med det samme, fordi at jeg kan se hvem de kommer fra. For eksempel, hvis jeg modtager noget fra Den Danske Forening, så sletter jeg det med det samme. Alligevel bruger jeg en del tid på at besvare dem, også i weekender og ferier. Selvom emails tager en del af de folkevalgtes tid, så er både Bjarne Laustsen og Inge-Lene Ebdrup glad for, at der er mulighed for denne (næsten) direkte kontakt til sit folketingsmedlem. - Vi kommer mere i kontakt med borgerne og dermed får vi også meget hurtigere et praj om en sag, der kræver, at vi kigger nærmere på dem, siger Inge-Lene Ebdrup og bliver sekunderet af Bjarne Laustsen: - Jeg bruger også mail til at koordinere mødetidspunkter. Det er et meget praktisk værktøj hvad det angår. Ingen roser uden torne Der er dog også negative sider ved den nære kontakt til vores MF'ere. - Vi bruger nok meget tid på folk, som sender en mail, fordi det er nemt og hurtigt. Det er nemt at stille 15-20 spørgsmål til en politiker, som vi så skal bruge måske 2-3 timer på at undersøge uden at det som sådan har noget med vores lovgivende arbejde at gøre. Jeg føler nogen gange, at vi er sådan en slags sagsbehandlere for borgerne, fordi de spørger om, hvordan hænger det og det sammen. Men det er nok bagsiden af det; at det er blevet meget nemt at sende de her mails, siger Inge-Lene Ebdrup. Begge de nordjyske folketingspolitikere vil meget gerne modtage mails fra de nordjyske borgere, men før man med musen fører pilen hen på SEND, så har Inge-Lene Ebdrup følgende råd: - For det første synes jeg, at det er vigtigt, at man skriver til sit nordjyske folketingsmedlem og ikke til HELE Folketinget. Det er der mange, der gør, og der kunne man gøre os den tjeneste at sætte sig ind i, hvilke folketingsmedlemmer, der arbejder med hvilke områder. Vi dækker jo ikke alle områder og derfor kunne det være en stor hjælp for os, hvis man målretter sine mails til dem, der arbejder med de relevante områder. Vi bruger faktisk en del tid internt i Venstre på at koordinere, hvem der svarer på de her mails, sådan at vi ikke sender 50 svar tilbage, men at det er den relevante ordfører, der svarer. Den tid, vi bruger på at koordinere det, kunne vi jo bruge på at forberede os og på at lave lovgivende arbejde, som vi er sat til, konstaterer Inge-Lene Ebdrup.