Tyverier

Din mobil er i fare

Her er 10 tips til, hvordan du beskytter din smartphone

Der findes masser af sikkerhedspakker til Android, og nogle af dem koster penge. Men man kommer langt med gratis værktøjer. Og frem for alt: Agtpågivenhed!
Der findes masser af sikkerhedspakker til Android, og nogle af dem koster penge. Men man kommer langt med gratis værktøjer. Og frem for alt: Agtpågivenhed!

I gamle dage var det ikke så slemt at tabe eller få stjålet sin mobiltelefon. Det værste, der kunne ske, var vel, at nogen nåede at telefonere på din regning, inden du fik SIM-kortet spærret. Men nutidens telefoner er små computere, fyldt med følsomme oplysninger. De kan udnyttes af kriminelle, som står på spring for at stjæle dine penge - eller selve din digitale identitet. Omfanget af skadelige programmer og andre trusler mod mobilen er i hastig vækst. Alligevel viser undersøgelser, at danskerne tager alt for let på mobil-sikkerheden. Kun halvdelen har sikret deres telefon med et kodeord, og mange bruger automatisk tilkobling til email og andre net-tjenester. Det er nemlig det nemmeste. Som altid gælder det om at finde en passende balance mellem sikkerhed og bekvemmelighed. Her er tale om to modsatrettede hensyn, så man kan ikke få det bedste fra begge verdener. Men hvis sikkerheden vejer tungest, er det en god ide at følge disse forholdsregler: 1 Gem ID-nummeret Det første man bør gøre, når man får en ny mobiltelefon, er at notere dens såkaldte "IMEI-nummer". Hvis mobilen bliver stjålet, kan denne unikke ID-kode nemlig bruges til at identificere apparatet og spærre adgangen til netværket, så telefonen i praksis bliver ubrugelig. I hvert fald i Danmark og det meste af Europa. På iPhone finder du IMEI-nummeret ved at vælge: Indstillinger - Generelt - Om. Det 15-cifrede nummer er også trykt på den lille slæde, der holder SIM-kortet. På de fleste andre mobiler står nummeret under batteriet. Ellers kan du sikkert finde det ved at vælge: Indstillinger - Om fra hovedmenuen. 2 Brug begge koder De fleste har aktiveret den kode, der knytter sig til SIM-kortet (den lille plastbrik fra teleselskabet). Denne SIM-kode kan forhindre, at andre ringer eller bruger nettet på din regning. Det kræver dog, at mobilen er slukket, for SIM-koden skal kun indtastes, når man tænder telefonen. Derfor kan den ikke stå alene. Du bør også aktivere telefonens egen adgangskode, som skal indtastes, hver gang skærmen tændes. Du kan nøjes med fire cifre, som hurtigt bliver ren refleks for dig - men en uoverkommelig hurdle for uvedkommende. På mange Android-mobiler kan man erstatte koden med et "hemmeligt" mønster, der skal tegnes på skærmen. Se under: Indstillinger - Sikkerhed - Indstil skærmlås. På iPhone aktiveres koden fra: Indstillinger - Generelt - Lås med kode. Har du en iPhone 4S, bør du desuden spærre adgangen til stemmestyring, når mobilen er låst. 3 Husk at opdatere Der kommer løbende nye opdateringer, som lapper sikkerhedshuller og tilføjer nye funktioner. Det gælder både de enkelte programmer (apps) og selve mobilens styresystem. Normalt giver telefonen selv besked, når der er nye rettelser, og dem skal man takke ja til. Ældre udgaver af iPhone kan kun opdateres, når man kobler mobilen til en computer med programmet iTunes. Det har vist sig at være et problem, fordi overraskende mange iPhone-brugere aldrig kobler mobilen til deres computer. Er du en af dem, er det på høje tid at finde USB-kablet frem. 4 Hent apps med omtanke Programmer bør hentes fra telefonens autoriserede program-butik. Dette giver sig selv for iPhone-brugerne, som på dette punkt nyder godt af Apples strenge kontrol. Men Android-brugere skal være på vagt. Det kan være en god ide at vælge: Indstillinger - Programmer og fjerne fluebenet ved "Ukendte kilder". Tjek bruger-anmeldelserne før du henter et program - og kør en Google-søgning, hvis noget virker mistænkeligt. Vær også opmærksom på, hvilke rettigheder programmet kræver på mobilen. Dette fremgår normalt, når du installerer programmet. Hvis noget virker ulogisk - for eksempel et spil, der kræver adgang til din adressebog - er det sikrest at sige fra. 5 Undgå risikable indgreb Nogle brugere vælger at "knække" deres mobil, så den får adgang til nye funktioner og programmer. Man taler om at "jailbreake" sin iPhone - eller "roote" sin Android-mobil. Operationen giver større frihed og fleksibilitet, men samtidig bliver mobilen mere sårbar over for skadelige programmer. Nørderne kan foretage disse indgreb på eget ansvar, men hvis du køber en brugt telefon, skal du være opmærksom på denne mulighed. Og om nødvendigt få mobilen gendannet til dens oprindelige tilstand. 6 Hold den nær Vi skal vænne os til at passe mindst lige så godt på mobiltelefonen som på vores tegnebog. Hvis du lader telefonen ligge og flyde på cafebordet - eller sender den på omgang mellem vennerne, uden at skænke det en tanke - beder du næsten selv om at få problemer. Det kan være slemt nok, at nogen sender "sjove" emails i dit navn. Men i værste fald risikerer du, at uvedkommende overtager adgangen til dine webprofiler, stjæler følsomme oplysninger eller installerer skadelige programmer. Hvis mobilen er koblet til IT-systemerne på din arbejdsplads, er der endnu mere på spil. Selv om du ikke føler, du bærer rundt på dybe forretnings-hemmeligheder, er det en god ide med klare regler for, hvordan medarbejderne passer på virksomhedens data. Også når de tager dem med hjem i lommen. 7 Farlige forbindelser Det kan være fristende at koble sig på et åbent trådløst netværk - men også farligt, fordi din færden på nettet kan blive "aflyttet". Er du det mindste i tvivl om, hvorvidt forbindelsen er pålidelig og krypteret, bør du ikke bruge den. Telefonens bluetooth-forbindelse er også en potentiel trussel. Så husk at slukke forbindelserne, når du ikke bruger dem. Det sparer også på batteriet. På iPhone vælges: Indstillinger - Wi-Fi og Indstillinger - Generelt - Bluetooth. På Android kan der være forskellige genveje, men ellers kan du se under: Indstillinger - Trådløst og netværk. 8 Tænk før du skanner De firkantede stregkode-symboler (QR-koder), som skannes med mobilen, dukker op på stadig flere emballager, skilte, annoncer mm. Normalt viser de vej til en harmløs hjemmeside, og det er jo nemmere end selv at indtaste adressen. Men igen: den nemmeste løsning er den mest usikre. Mange sikkerheds-eksperter advarer mod QR-koderne, fordi man ikke aner, hvor man lander. Undgå derfor at skanne koder, hvor der er den mindste tvivl om afsenderen. Og overvej at skifte dit gamle skanner-program ud med "Norton Snap" (gratis til Android og iPhone), som genkender og advarer mod skadelige QR-koder. 9 Hvis du mister mobilen Mange mobiltelefoner giver mulighed for at låse, slette og endda spore telefonen med GPS, hvis du mister den. Til iPhone skal du bruge "Find my iPhone", så hvis programmet ikke allerede er installeret, bør du straks hente det fra mobilens "App store". Tjek også at funktionen er aktiveret under: Indstillinger - iCloud. Selve eftersøgningen foregår på: www.icloud.com. Udover at spore, låse og slette mobilen, kan du få den til at afspille en høj lyd (også når den står på lydløs). Således kan funktionen også bruges, når telefonen bare bliver væk derhjemme. Til Android findes en række tilsvarende løsninger, og mange af dem er gratis. Prøv for eksempel at søge i Android-markedet efter "Lookout Mobile Security" eller "Prey Anti-Theft". Hvis du allerede har mistet din Android-mobil, findes der endnu en mulighed i form af programmet "Plan B". Det kan nemlig fjern-installeres via nettet - og sende dig mails om telefonens placering. 10 Ekstra sikkerhed? Behovet for regulær antivirus på mobilen er ikke nær så presserende som på computeren. Nogle sikkerheds-programmer gør telefonen langsommere, andre har reelt ingen effekt. Hvis du gerne vil have et sikkerhedsprogram til din Android-mobil, kan du starte med at søge efter "antivirus" i Android-markedet - og nærlæse bruger-anmeldelserne. De bedste programmer kan både advare mod skadelige programmer og websteder - og spærre/spore mobilen, hvis den bliver stjålet. Og det er jo fint nok. Men som det fremgår af ovenstående, kommer man langt med gratis alternativer. Og frem for alt: Agtpågivenhed.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden