Din og min frygt for terror

Det bliver os næste gang. Sådan lød flere avisers overskrifter efter masseanholdelserne af terrorceller i London og Pakistan. NORDJYSKEs Stig Matthiesen har i flere år rejst i Mellemøsten. Her har han følt fryg

Billeder af død og lemlæstelse dukker op denne fredfyldte morgen, da jeg står på stationen og ser min lyshårede knægt på 14 somre køre ud af postkortidyllen med hængerøv i cowboybukserne og kursen sat mod en by, hvor efterretningstjenester og politikere ikke længere taler om ”hvis”, men ”hvornår”, terroren rammer. Tanken om det uretfærdige, urimelige og uigennemskuelige er på et splitsekund i spil i et land, hvor man for få år siden ikke brød sig om begreber som ”moderat fysisk pres”. Men virkelighedens verden er kommet til Danmark! Det har profet-tegninger samt konflikter om demokrati, olie og helligt land da bevirket. - Vi bliver mistænksomme og bange. Følelserne spiller ind i vores hverdag på en måde, så vi ikke altid handler klogt og rationelt. Vi begynder at ændre adfærd. F.eks. var der en, som ringede for at høre min trusselsvurdering af en rejse med tog fra Århus til København, fortæller cand.psych. Keld Molin, der har skrevet bogen ”Terrorangrebets psykologi” - om terrorens psykiske konsekvenser efter Lockerbie, 9/11 og dramaet på skolen i Beslan. Tanken om at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt havde tidligere strejfet mig, når jeg passerede de libanesiske vagtposter foran olietønderne i Hizbollah-kontrollerede flygtningelejre i det sydlige Libanon, og de lavtgående israelske kampfly hang i horisonten. Som den ligeledes havde gjort det på traveturene i Jerusalems snævre gyder med nysgerrige højskoleelever i hælene og i undergrundens mørke klaustrofobiske labyrinter i en britisk metropol allerede måneder inden bomberne for godt 13 måneder siden. - Utrygheden har sneget sig ind i vores trygge hverdag, forklarer Keld Molin og fortsætter: - Tidligere tænkte vi ikke på, om de billige badesteder og pyramiderne lå i et muslimsk land. Men i dag ser vi alle begivenhederne ude i verden i et nyt lys. Bevidstheden om, at det også kan gå helt galt herhjemme en dag, får os til at tænke over, om det nu også er sikkert at sende vore børn med tog, busser, metro og færdes i det offentlige rum. Madrid en morgen i myldretiden, omtalen af slumrende terrorceller på dansk jord og links til Sarajevo har været medvirkende faktorer, når min hustru og undertegnede damper til europæiske storbyer og forinden forsikrer ungerne hjemme i træhytten i den beskyttede landsbyidyl om, at vi selvfølgelig vil trave lidt længere og spendere noget mere på taxakontoen frem for at køre i offentlige transportmidler. I en slags trods har jeg så alligevel tvunget mig selv under jorden i London, Paris og Rom, når min bedre halvdel er rejst hjem for der at tage arbejdstøjet på og tænde computeren. Fandeme om nogen skal bestemme, hvor og hvordan jeg bevæger mig. Desuden lyder kalkulen på, at det må være noget nær teoretisk umuligt, at et fly og en undergrund er bombemål på samme tid. Risikoen for, at ungerne ender forældreløse i et hug, skulle således være minimal. - Man må forsøge at forstå frygtens psykologi. Frygt er meget irrationel. Flyskræk er f.eks. ikke logisk set i forhold til, at vi alle sætter os frygtløse ind i vore biler, hvor risikoen for at dø er betydeligt større. Rygning er et andet eksempel på risikoadfærd i dagligdagen, som mange fortrænger. Derimod skaber spektakulære begivenheder som flystyrt, bomber og radioaktiv stråling – altså det ukendte – masser af frygt, understreger Keld Molin og siger, at usikkerheden og frygten for at miste sine kære i en for os meningsløs aktion er blevet et vilkår i ethvert moderne menneskes liv. Og risikoen for at sidde i det forkerte fly, stå i den forkerte metro eller danse på det forkerte diskotek nager et eller andet sted i den nok så ubevidste underbevidsthed. Bali og Indien. Eller for den sags skyld Indonesien, Madrid og London. Paris og København kan blive næste overskrift i verdenspressen, for døden i en tilfældig terror eller krigshandling, afhængig af terminologien, kan ingen i den moderne verden unddrage sig. Men hvad er meningen, når en dreng med drømme og livet foran sig får kroppen lemlæstet på en dykkerstrand i Dahab på Sinai-halvøen, et iransk missil flyver ind og lander blandt tilfældige på en banegård i Haifa eller amerikansk udviklede ditto pløjer sig gennem betonen i uskyldige libaneseres og palæstinenseres lejligheder i Beirut. - Alt har ændret sig – såvel på den internationale politiske scene som i danskernes hverdag. Vi snakker i dag om ting, som vi overhovedet ikke tænkte over for fem år siden. Politiets Efterretningstjeneste – PET – tegner hvert år et tydeligere trusselsbillede, men alligevel er risikoen for at dø i et terrorangreb på dansk jord minimal. Vil man gøre noget for sikkerheden, så hold op med at ryge, sæt alkoholforbruget ned, og spænd sikkerhedsselen, opfordrer Michael Taarnby, som fra kontorstolen på Dansk Institut for Internationale Studier forsker i europæisk selvmordsterrorisme. Og nu er min søn om et par timer på lejrskole i en by, hvor meningsløsheden kan slå ned når som helst på Nørreport, i Magasin eller Kastrup. For hver dag sine bombealarmer. På banegårde, i butikscentre og biografer eller på ambassader – som nu den amerikanske, hvor en mand med ”dimser” i lommerne mødte frem for at få sig et visum og få minutter efter så sig omringet af brandvæsen, ambulancer og politimænd, der troppede op med bombehunde og Rulle-Marie for at afspærrede gaderne fra Oslo Plads til Trianglen i flere timer. - Tingene er kørt meget op på grund af terrorfrygten. Følelserne hænger uden på tøjet, og vi frygter vel alle det værste, erkendte vicechefkriminalkommissær Tommy Keil bagefter og bekræftede dermed Keld Molins teori om, at ”terrorbegivenhederne har brudt mange psykologiske barrierer og vist, at også Danmark - uanset risikoen - må være forberedt på det værste”. Og måske det er derfor, at det er så forbandet svært at stoppe billederne, da toget triller ud fra Ry Station med de hersens glade 7. klasses-jyder, der i fem dage skal færdes rundt på gader og stræder i København. Den statistisk større risiko for at møde fulde, fartgale bilister, provokerende unge og lokkende rusmidler ænser jeg ikke. Derimod er tanken om, at min søn – og kammeraterne – havner på det forkerte sted på den forkerte dag vanskelig at mane i jorden. - Jeg er bange for, at det hele kun bliver endnu værre. Flere og flere muslimer – også de moderate – føler sig mistænkeliggjort, set ned på, uønskede og udstødte. Ikke mindst efter angrebene og angrebsforsøgene i London. Muslimer oplever i stigende grad, at de opfattes som skyldige, indtil det modsatte er bevist. Det skaber ikke bare had hos dem, men også større kærlighed til deres familie og religion. Følelsen af afmagt og trangen til at gøre noget kan få et ulykkeligt udtryk – også i Danmark. Vi må simpelthen forholde os til, at det er meget stærke kræfter, demokratierne i den vestlige verden er oppe imod, fastslår Naser Khader, medlem af Det Radikale Venstres ledelse i folketingsgruppen, som selv i dag mandsopdækkes 24 timer i døgnet af PET og således allerede har betalt en pris for den nye verdensorden. Og tanken om den ultimative pris samt følelsen af afmagt og tilfældighed piner. Tanken om, at ens børn eller børnebørn en dag sidder med en pose gennemsigtig håndbagage på en rutemaskine over Atlanterhavet, mens der blandes skæbnesvangre kemikalier ude på lokummet, synes ubærlig. Som bevidstheden om, at århundredes kamp for at skabe humane måder at leve sammen på mennesker imellem, netop i disse år er i færd med at blive ødelagt af mænd med magt – om de har direkte adgang til avisspalter og nyhedskanaler, bor i jordhuler i Pakistan, i statsministerboliger nord for København eller på landsteder i Texas. - Så hvis nogen for få år siden havde sagt, at vi ville have danske soldater under beskydning i både Irak og Afghanistan og truslen om kidnapning hængende over os under rejser i bestemte lande, så havde vi vel næppe lyttet til dem. Men sådan er verden af i dag. Begivenheder i Mellemøsten sender rystelser til Nørrebro, Vollsmose og Brabrand, Spørgsmålet er så, hvilken størrelse rystelser vi får at føle her?, spørger Michael Taarnby.