Din stemmeseddel er sendt på arkiv

Politiet passede på stemmesedlerne fra 51 valgsteder

EMNER 10. februar 2005 05:00

AALBORG: De sidste diagonale streger sat vinkelret på hinanden var placeret på stemmesedlerne, stemmeboksene er pakket ned, og partistemmerne var for længst talt op. I går gjaldt det så de personlige stemmer, hvor stemmesedlerne fra Aalborg, Aabybro og Hals Kommune blev finkæmmet. I alt 51 kasser med stemmer skulle gåes igennem. - Vi kan kun sige, hvor mange personlige stemmer, de forskellige kandidater har fået i de kredse, som vi tæller op. Men vi kan ikke sige, om den enkelte kandidat er valgt ind, siger servicechef Anni Walther fra Aalborg Kommune. Stemmesedlerne fra 51 valgsteder har tilbragt natten i Aalborg Hallen sammen med to betjente og politihunde. - Så jeg tror ikke, at der er nogen, der render med stemmesedlerne, siger Poul Larsen, assistent ved Borgmester- og Skatteafdelingen i Aalborg kommune. Omkring 300 mennesker havde været i sving med at tælle stemmerne. Derudover er der en særlig gruppe, som tager sig af de blanke og ugyldige stemmer, og tager stikprøver blandt dem. Stemmer krydstjekkes Alle listerne bliver krydstjekket. Antallet af indleverede stemmekort skal passe med antallet af udleverede stemmesedler og antallet af udleverede stemmesedler skal passe med antallet af afgivne, ugyldige og blanke stemmer. Tallene sendes til Indenrigsministeriet i tre omgange. Først elektronisk, så med fax og siden sendes de 51 valgbøger til ministeriet. Stemmesedlerne bliver pakket ned i de 51 kasser, de kom i, og sendt ud på kommunens fællesarkiv på Badehusvej. Her skal de ligge indtil valget er godkendt. Det er nemlig tidligere sket, at en kandidat vil have en genoptælling af stemmerne. Men når valget er godkendt bliver stemmerne destrueret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...