EMNER

Diplomater og kongelige gav hånd

Den kongelige families travle uge med nytårskure fortsatte, da de udenlandske diplomater sagde godt nytår på Christiansborg Slot

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hele Det Di­plo­ma­tis­ke Korps i Dan­mark var mødt op til Nyt­års­kur på Chri­sti­ans­borg.Foto: Keld Navn­toft/Scan­pix

KØBENHAVN:Diplomater fra de udenlandske ambassader i Danmark luftede torsdag festtøj og ordener i Riddersalen på Christianborg Slot, da den kongelige familie modtog ønsket om et godt nytår. Dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary vekslede håndtryk med diplomaterne, der også fik lejlighed til at hilse på hoffets ansatte ved den traditionelle nytårskur. Det var Nicaraguas ambassadør, Ricardo José Alvarado Noguera, der overbragte nytårshilsnen på vegne af det diplomatiske korps. Noguera er doyenne, det vil sige den af diplomaterne, der har været længst i Danmark, og derfor var det hans opgave at holde den officielle tale til den kongelige familie. Dronningen holdt en kort takketale på fransk og engelsk, hvori hun ønskede et godt nytår både for hvert enkelt land og i gæsternes personlige liv. Derefter blev diplomaterne budt på champagne og kanapeer. Tidligere på dagen var der nytårskur for Højesteret og de to Garderegimenter på Amalienborg. Fredag gælder det ugens fjerde og sidste nytårskur, som også bliver den største, når 700-800 gæster ventes at møde op på Christiansborg Slot. Det er blandt andre officerer fra forsvaret, Beredskabsstyrelsen, de tre øverste rangklasser samt repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner, der vil overbringe kongehuset de bedste ønsker for det nye år. /ritzau/