Direktør får 19 mio. kr. for at gå

Overtrådte interne regler i firma men får stor godtgørelse

Direktør Ulf Wiinberg får cirka 19 mio. kr. i godtgørelse. Foto: Scanpix
Erhverv 24. november 2014 10:58

KØBENHAVN: Direktør Ulf Wiinberg fratræder sin stilling hos medicinalvirksomheden Lundbeck, fordi han har overtrådt interne regler. Men det betyder ikke, at han mister en stor indkomst. Han får derimod en godtgørelse på 19 mio. kr.

- Det er beklageligt og skyldtes bestemt ikke ond tro, at Ulf Wiinberg har forbrudt sig mod selskabets interne regler. Alligevel så bestyrelsen ikke anden mulighed end at bryde med sin topchef.

Det forklarer formand i Lundbeck, Håkan Björklund, mandag på en telekonference, efter den overraskende meddelelse om, at Ulf Wiinberg fratræder.

Beslutningen er truffet, fordi Ulf Wiinberg forbrød sig mod Lundbecks regler ved i 2013 at undlade at indhente bestyrelsens forhåndsgodkendelse til at modtage aktier i biotekvirksomheden Stratified Medical som en gave fra dennes grundlægger. Det er en skærpende omstændighed, at Lundbeck efterfølgende har investeret omkring 19 mio. kr. i 2 mio. aktier i Stratefied Medical. Ulf Wiinberg modtog 55 aktier.

- Vi kan ikke se, at der er ond tro indblandet. Men vi har interne retningslinjer, som vi tager meget seriøst. Det er noget, som alle medarbejdere får at vide i detaljer, og den som primært har kommunikeret har det været Ulf selv, siger Håkan Björklund.

Godtgørelse på 19 mio. kr.

Som led i fratrædelsen modtager Ulf Wiinberg op mod 19 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse, som bogføres i fjerde kvartal.

- Det sker som følge af, at Ulf i kommende 18 måneder ikke kunne arbejde for et konkurrerende selskab, hvilket væsentligt indskrænker hans muligheder for at få et nyt arbejde. Det er i overensstemmelse med kontrakten, og jeg mener, at det er meget naturligt, at han kompenseres for det, siger Håkan Björklund.

Lundbeck regner med at have fundet en afløser om tre til otte måneder.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...