Direktør for det hele

Knægten fra Vadum kunne andet end at lave ballade i skolen og feste i gymnasiet. Visitkort fra en sprogskole og et reklamebureau førte til jobbet som mr. Information på et dagblad af samme navn. I dag bærer direktøren for Det Danske Filminstitut

Udsigten til Kongens Have er ikke så ringe endda. Slet ikke på en dag med klar himmel over Statens Museum for Kunst og andre højtravende kulturinstitutioner. ¿ Horisonten er fuldt på højde med Rubjerg Knude, Vennebjerg Kirke og andre pejlemærker i Nordjylland, indleder Henrik Bo Nielsen vanligt veloplagt trods en snert af rejsetræthed i kroppen. Direktøren for Det Danske Filminstitut har været i San Sebastian for at repræsentere nationen på bedste vis. Og den slags kan officerens søn fra Vadum ¿ repræsentere med værdighed. Det beviste han gennem nær 16 år som frontfigur på Dagbladet Information, hvor han i øvrigt mødte op til samtalen i jakkesæt og slips for at teste fordommene på en arbejdsplads, dengang med ry for at være ræverød og sandt for dyden vanskelig at tumle. For et par måneder siden takkede han af i avisbranchen for denne gang og travede de få skridt fra baggården i Store Kongensgade via Kongens Nytorv til en mere luftig adresse i Gothersgade, hvor filminstituttet residerer med sine mange funktioner. Støtte til filmproduktion, filmlancering, filmdistribution og filmkultur hører til mandatet. Som det også gør det at bidrage til Copenhagen International Film Festival, der netop i disse dage sikrer et vist flow af mennesker i det store hus. Så stort, at skribenten måtte bede den unge mand i den tætsiddende Barcelona-trøje nede i receptionen vise vej til direktionslokalet. Til trods for kort tid på posten har Henrik Bo Nielsen sat sig spor af en sådan karakter, at fodboldfreaken ikke var ét sekund i tvivl om, at det drejede sig om ¿direktøren for det hele¿. Det er sådan, det er, med ham vendelboen. Han forstår at skabe sig venner og allierede. Om nogen mestrer han diplomatiets kunst. Godt gået af en mand, der har fået prædikater som ¿manipulator¿, ¿fedtsyl¿ og ¿livsnyder¿ hæftet på sig, siden han lod livet nordenfjords bag sig og slog sig ned i storbyen, som han i den grad har taget til sit hjerte ¿ hvor der også er en stor plads til den nuværende hustru, redaktør Mette Højbjerg. Hang til god rødvin, diskussioner og køreture i en grande knap så miljøvenlig øse levner stenbroens asfalt alle muligheder for at få opfyldt. Nye veje Men hvorfor skifte ¿vognbane¿ nu? - Jeg havde bragt Information derhen, hvor jeg kunne. Selvfølgelig var der mulighed for at blive og tage de opgaver og kampe, der altid vil dukke op i det hus. Men kursen var fastlagt, og jeg trængte til nye udfordringer i mit liv. Dem har Henrik Bo Nielsen søgt siden barndomsårene i Vadum, hvortil forældrene rykkede fra Sjælland, da faderen fik job på flyvestationen ¿ og moderen blev børnehavepædagog. ¿ I min familie var det i orden at sætte sig et mål, så jeg lærte tidligt at min egen vurdering, om hvornår noget er godt nok, var ok. At rose Henrik Bo og søsteren Helle dagen lang hørte ikke til dagsordenen. Heller ikke når skoledrengen kom hjem fra Vadum Centralskole med nydelige karakterer. Var ordenskarakteren ikke i orden, fokuserede man på det. ¿ Filosofien var vel den, at gjorde man sig umage, så kunne tingene også lykkedes. Jeg lærte at stole på mig selv. Det var i orden, hvis jeg ville bygge en Storebæltsbro, men så skulle jeg lige overveje at tage en matematisk studentereksamen og en ingeniøruddannelse først. Mine forældre begrænsede mig aldrig. De anviste mig veje mod mine drømme og mål. En ¿doven slog¿ i skolen var knægten i Vadum, der havde let ved det faglige. Fritiden brugte han til at tyre bøger ¿ ikke mindst af historisk karakter. Og Winston Churchill er fortsat helten. Men det kommer vi tilbage til. I landsbyen gik han på danseskole på kroen, spillede blokfløjte, så ¿Paw i Urskoven¿, når rejsebiografen dukkede op, og hang ud med kammeraterne. Sportsmand var han ikke rigtigt ¿ slet ikke fodboldspiller. Timer hos en halvdøv svømmelærer i et bassin i Lindholm blev det dog til, inden man byggede det i Vadum. ¿ Jeg vil kun dyste i noget, hvor jeg kan vinde, vedgår Henrik Bo Nielsen. Og er der en favorit disciplin, så er det at diskutere. ¿ En god diskussion er som en sportskamp. Jeg har øvet mig meget og er god til det, konstaterer han, der har trænet genren, siden han i knallertalderen drak kolde øl og trak grønne Cecil uden filter i automaten hos den lokale købmand. USA med egne øjne 15 år gammel indledtes et nyt kapitel på Aalborg Katedralskole. ¿ Det var et stort sceneskifte. Pludselig skulle jeg til at lave lektier. Efter 1. g gik turen over Atlanterhavet. Pausen i studierne var tiltrængt. Året var 1977. Destination var Minnesota. ¿ Folk synes USA fylder meget i deres bevidsthed i dag, men dengang var det ikke mindre. Kennedy, krigen i Vietnam og musikken optog selv folk i Vadum ¿ dog med et par års forsinkelse. Alting var i opbrud Jeg var dybt fascineret af landet og ville se det med egne øjne, husker Henrik Bo Nielsen, der aldrig havde smagt en hamburger, og fortæller om den nysgerrighed, han bærer i kroppen. Som hans far og farfar har gjort det. Men ikke hans egen søn, for egne børn er det ikke blevet til. ¿ Som 7-årig fik jeg en flidspræmie for brug af skolebiblioteket, men jeg var alligevel ikke rigtigt en bognørd. Spørger du min gamle klasselærer, vil han nok sige, at jeg var fræk som en slagterhund og oftest slap fra det uden påtale. Jeg evnede at gå lige til grænsen. Indimellem gik det dog galt, men det lærte jeg af, fastslår Henrik Bo Nielsen, der i USA blev indlogeret hos en håndværkerfamilie i et kontrollerende samfund. Noget af et miljøskifte for en ung mand fra det nordlige Jylland, der kom fra et dansk 70`er gymnasiemiljø med bajere, lidt hash, høj musik og noget der til forveksling lignede fri sex. Juristen ¿ Pludselig stod jeg midt i et stykke puritansk Amerika. Jeg fik et chok, da jeg konstaterede, at der ikke var døre på toiletterne i skolen. Man kontrollerede alt, hvad der foregik i det kristne dogmatiske samfund, så jeg lærte at spille mod systemet ¿ at skodde smøgerne i tide. Erfaringerne tog jeg til mig, for er der noget, jeg ikke orker, så er det at følge systemer. Dertil er jeg grundlæggende for anarkistisk, siger manden, der hellere går til højre, hvis nogen beder ham gå til venstre. ¿ Sådan er min natur. Min søster sagde altid, at hun ikke kunne klare, hvis nogen ¿moslede¿ med hende. Sådan har jeg det også. Ingen skal koste med mig. Dog er jeg så meget spiller og pragmatiker, at der kan være undtagelser, hvis man arbejder mod et bestemt mål. Studenterhuen, sommeren 1980, var et mål. Og derefter gik det ¿ uden kæresten, som han boede sammen med de sidste to år på gymnasiet ¿ mod jurastudierne i Århus. - Jeg gad ikke være offentlig ansat som mine forældre. Det var noget rod, kunne jeg se. Advokat ville jeg være, men jeg drømte ikke om at blive forsvarsadvokat og stille op for de svage i samfundet. I Aalborg havde jeg et studenterjob på Berlitz`s sprogskole, der holdt til ovenpå et advokatkontor. Indehaveren var ikke berømt, men han havde en stor Mercedes. Og henne på Holles Vinstue i Algade, hvor vi drak fredags øl, kom forsvarsadvokat Rønnow-Jessen i sin kappe og med moustache. Pengene og den flamboyante stil tiltalte mig, indrømmer Henrik Bo Nielsen, der i tre år pendlede til Århus for at uddanne sig. Og mens han uden at overdrive indsatsen arbejdede sig gennem universitetet, tjente han til livets ophold på sprogskolen ¿ i en tid hvor uddannelsesstøtte og lån var svært tilgængelige. ¿ Berlitz tilbød mig at blive direktør, da jeg var et par og tyve år. Svært at sige nej til for dermed fulgte et visitkort med hævet tryk, erindrer Henrik Bo Nielsen og griner højlydt. -¿ Jeg fik nok den dårligste direktørløn i hele riget, men titlen spillede i Jomfru Ane Gade, husker manden, der opdagede, at han havde talent for økonomi og business. To år efter sad han derfor i Berlitz-hovedsædet i København ¿ og mødte her sin første hustru. Avismanden Kort efter gør han sig i reklamebranchen. En ny udfordring af den slags, der ikke kunne afslås, bemærker Henrik Bo Nielsen, der trods personlig succes kedede sig nogle år senere. 30 år er han, da der dukker et lukrativt opkøbstilbud op fra en konkurrerende marketingsvirksomhed. Nogen beder ham gå til højre. Og så er det, at idéen om at gøre sig i avisbranchen dukker op, da Information søger en annoncechef i 1991, for ingen skal jo bestemme, i hvilken retning Henrik Bo skal marchere. ¿ Jeg var fascineret af bladets historie og de gamle skribenter. Det var en avis, man talte pænt om i mit barndomshjem, for Information var Børge Outze (manden bag ideen om et uafhængigt dagblad, red.). Især tiden som modstandsavis var interessant, mener han, der nærlæser skrevne ord om tiden under Anden Verdenskrig. Hvorfor det næppe bør overraske nogen, at geografien for landgangen i Normandiet juni 1944 er personligt besigtiget af knægten fra Vadum, der voksede op med krigslitteratur, soldaterlege med kammeraterne og ofte besøgte sin fars arbejdsplads på flyvestationen. Og rent faktisk er statsmand Churchill, som tidligere nævnt, da også en star. Eller som Henrik Bo Nielsen sagde det til kulturredaktøren på sin nu forhenværende avis i et afskedsinterview hen over sommeren: ¿ Churchill var fuldstændig forfærdelig og fuldstændig genial. Jeg er fascineret af den blanding af kunstner, kriger og grådig livsnyder. Henrik Bo Nielsen kunne lide stemningen af Roskilde Festival og studenterlejr på Information fra dag ét. ¿ Og Muligheden for indflydelse var til stede. Den første dag mødte jeg ind til et tomt kontor med en telefon i vindueskarmen, da min nye chef ringede og sagde, at han var forsinket, fordi han lige skulle gøre et skænderi med konen færdig. Befriende ærligt for en mand som mig fra erhvervslivet. Det var som at være kommet hjem. Jeg følte, at jeg åbnede en juvelboks af muligheder, for ville jeg diskutere musik, kunne jeg gøre det med Danmarks bedste anmeldere. Var det cykelløb, så stillede Ebbe Traberg eller Lasse Ellegaard op. Huset flød med folk med politisk indsigt og skæve eksistenser, som f.eks. Morten Sabroe, der tumlede rundt i gangene og sagde underlige ting. Jeg følte mig dybt privilegeret. Politisk dyr Måneder senere kunne Henrik Bo Nielsen konstatere, at avisen var ved at gå rabundus. Men den slags puster ikke en vendelbo med hang til reel snarere end formel magt og indflydelse omkuld. ¿ I Nordjylland lærer man, at livet også skal leves i modvind, forklarer manden, der efter blot ni måneder med ansvar for annonce- og bladsalg avancerede og blev en meget synlig og kreativ administrerende direktør med journalistisk tæft i Store Kongensgade. Af flere betegnet som et ¿politisk dyr¿. ¿ Jeg er politisk iagttager, men som realpolitiker vil jeg egne mig dårligt. Jeg kan godt lide at analysere de politiske processer. Men passe ind i et enkelt parti, gør jeg ikke. Henrik Bo Nielsen blev politisk tændt af EF-valget i 1972 og fik diskussionslysten afprøvet i familien. Siden har han bestræbt sig på at være en neutral lobbyist. ¿ Jeg befinder mig godt omkring centrum-venstre. Blandingen af frihed og rummelighed tiltaler mig, men jeg har aldrig set mig selv som repræsentant for en politisk retning. Jeg har haft det fint med den åndsliberale del af den gamle venstrefløj, hvorimod den dogmatiske ikke interesserede mig, Ligesom venstrefløjens økonomiske politik altid har forekommet mig letsindig. Jeg har aldrig bundet mig til politiske foreninger eller andre interessegruppe, for jeg har altid fundet fejl, som jeg ikke vil repræsentere. Det kunne være galt med den økonomiske politik eller menneskesynet. Og menneskesyn er vigtig for Henrik Bo Nielsen, der altid har bestræbt sig på at behandle andre mennesker ordentligt, selvom han undervejs har fyret folk og udføre andre ¿tunge¿ opgaver. Film samler samfundet Som den han har taget på sig de senere år, hvor han igen og igen har taget turen fra hovedstaden hjem til sin journalistuddannede søster i Nordjylland. En søster, han altid har haft et tæt og nært forhold til. Professionelle sparringspartnere ¿ hun som DR-programchef og han som avisdirektør ¿ og fortrolige, når livet brændte på. Tragedien, der ramte hende, har derfor også betydet, at livet har fået nyt perspektiv for Henrik Bo Nielsen. ¿ Hun blev for fire år siden stukket i halsen af en hveps og fik et anafylaktisk chok. I dag sidder hun på et plejehjem og kan absolut intet. Jeg brugte de følgende par år på at prøve at være en ordentlig support for hendes mand og deres tre børn. Jeg har lært, at der findes værre ting i livet end døden. Grænsen for hvad man som menneske kan holde til, lærer man at kende. Af samme grund bruger Henrik Bo Nielsen heller ikke tid på at være ¿sur¿ over, at han blev skudt i skoene, at han filmfagligt var helt grøn, inden han fik nyt job. Han gider heller ikke være bare den mindste smule irriteret over, at der findes dem, der mener, at han fik titlen som led i en studehandel, hvor filminstituttets bestyrelsesformand, Morten Hesseldahl, så overtog den ledige post på Dagbladet Information. Her og nu ser Henrik Bo Nielsen frem til at være med til at udvikle dansk film. ¿ En vigtig opgave, understreger han, for danske film er med til at kitte samfundet sammen og undgå at det hele bliver amerikanske serier. ¿ Engang kunne kirken og aviserne samle folk. I dag er der fodboldkampene, Danmarks Radio og filmstrimlerne tilbage, mener direktøren, der udover at være ambassadør for dansks film i udlandet også skal være med til at bevare de gamle filmstrimler, udvikle nye udtryksformer, aktivere skolebørnene, tale og påvirke de politiske beslutningstagere og spendere milliarder af skattekroner. Måske det ligefrem er ganske udmærket, at det er en anstændig fedtsyl fra Vendsyssel tilsat en knivspids medfødt sund skepsis og uden filmfaglige forudsætninger, der har fået lige netop den tjans.