Direktør om Riddersholm-stop: Har intet med resultater at gøre

Sønderjyskes ejer vil starte på en frisk over hele linjen, og det kostede Riddersholm, fortæller direktør.

Glen Riddersholm har tidligere vundet det danske mesterskab som træner for FC Midtjylland. (Arkivfoto.)

Glen Riddersholm har tidligere vundet det danske mesterskab som træner for FC Midtjylland. (Arkivfoto.)

HADERSLEV:Samarbejdet mellem Sønderjyske og cheftræner Glen Riddersholm blev onsdag stoppet med omgående virkning.

Men farvellet til Riddersholm har intet at gøre med resultaterne i slutningen af sæsonen, der bød på pokalnederlag og et misset opgør om europæisk fodbold.

Det fortæller Klaus Rasmussen, administrerende direktør i Sønderjyske Elitesport.

- Det har på ingen måde noget at gøre med resultaterne. Det har været et ønske fra vores ejerkreds, at nu skulle vi starte et nyt team op med tre nye på de tre nøglepositioner, som skal tegne den nye vision, æra og strategi, siger han.

I den nye strategi, som ejer Robert Platek ønsker, skal der ansættes en fodbolddirektør samt en person med titlen "head of player development and recruitment" ud over en ny cheftræner.

- Når der skal to nye ind med frisk energi, så har man vurderet, at den tredje også skal være ny, siger Klaus Ramussen.

Han orienterede torsdag staben om Glen Riddersholms farvel til klubben.

- De blev overrasket, og det samme tror jeg, spillerne vil sige. Det var nok ikke det, som de havde set komme som noget af det første.

Klaus Rasmussen sender samtidig roser af sted til Glen Riddersholm, der sikrede klubbens første trofæ med pokaltitlen i 2020.

- Det er vigtigt at få sagt, at vi respekterer Glen Riddersholm for de resultater, han har skabt. De er måske i virkeligheden lidt større end det, som man har kunnet forvente med de midler og rammer, vi har kunnet arbejde med.

Nu går jagten ind på en ny cheftræner, inden den nye sæson begynder.

- Det er vigtigt, at vi finder en type, der passer ind i kulturen i Sønderjyske. Det er det flag, som jeg rejser, for jeg har været med i 18 år, og ved hvor vigtigt det er.

- Vi skal finde en, der omfavner de drømme, som ejerne har sportsligt, men sammenholdt med at det er en, der passer ind og kan omfavne spillerne og det sammenhold, som der er, siger Klaus Rasmussen.

Glen Riddersholm kom til Sønderjyske i januar 2019 efter at have haft stillinger i blandt andet Vendsyssel FF, AGF og FC Midtjylland.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.