Direktør på Cemtec fyret

Strid om kompetence på kompetencecenter

Hobro 28. februar 2003 07:00

HOBRO: Bare tre måneder fik Hobros tidligere erhvervschef Poul Erik Andersen som direktør for byens nye kompetencecenter, Cemtec i Industri Nord.. En fyreseddel er underskrevet, og i næste uge rydder Poul Erik Andersen skrivebordet i det center, han mere end nogen anden har kæmpet for. Det er dybe uoverensstemmelser om den fremtidige ledelsesstruktur, der har kostet Poul Erik Andersen jobbet i centret, som med støtte af EU har kostet 35 mio. kr. at opføre. Han har ikke kunnet acceptere bestyrelsens ønske om, at hans afløser som erhvervschef i Hobro, Christian Janner Olesen, i forbindelse med erhvervskontorets flytning til Cemtec skal være kompetencecentrets øverste chef. - Jeg har hele tiden vidst, at erhvervskontoret skulle være en del af kompetencecentret, men jeg havde ikke forventet, at erhvervschefen skulle overtage mit job som chef. Det er en væsentlig ændring i forhold til det, jeg er ansat til. Derfor har jeg sagt nej tak til bestyrelsens tilbud om at fortsætte i en stilling med en anden kompetence. Det er så blevet fulgt op med en fyreseddel, konstaterer Poul Erik Andersen. Formand for Cemtec-fonden direktør Peter Christensen, Sintex, Hobro, siger, at det er ærgerligt, at det er kommet til et definitivt brud. - Der var skitseret en plan, hvor der også var plads til Poul Erik Andersen, men det tilbud har han ikke ønsket at tage imod, oplyser bestyrelsesformanden. I stedet bliver det altså erhvervschef Christian Janner Olesen, der overtager styringen af kompetencecentret.. - Jeg glæder mig til udfordringen, men jeg beklager oprigtigt, at det ikke bliver sammen med Poul Erik Andersen, at jeg skal forsøge at sætte endnu mere power på. Cemtec er mere end nogen anden hans fortjeneste, siger Christian Janner Olesen. Cemtec er et center for udvikling af bl.a. energi- og materialeteknologier. Foreløbig har seks virksomheder lejet sig ind, og succes' en er så stor, at bestyrelsen har taget skridt til opførelse af yderligere to huse på stedet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...