Direktør skyldig i underslæb og bedrageri
40-årig mand skal undersøges før strafudmåling i sag om forsvundne minigravere.
Det lykkedes ikke anklagemyndigheden at løfte hele bevisbyrden imod en 40-årig direktør fra Vendsyssel. Manden var tiltalt for to tilfælde af underslæb, skyldnersvig, bedrageri og brugstyveri, men blev ved retten i Hjørring onsdag "kun" kendt skyldig i det ene tilfælde af underslæb samt bedrageri mod et factoringfirma og tyveri af en lejet bil. Firmaet gik konkurs Den 40-årige var direktør i et firma, der udlejede bemandede minigravere til byggepladser over hele landet. Da firmaet gik konkurs i 2008 og direktøren straks oprettede et nyt, tilsvarende firma, viste det sig at et større antal maskiner, som var leaset fra to andre firmaer, var forsvundet. Anklagemyndigheden mente, at direktøren havde solgt minigraverne til Polen og beholdt pengene selv. I retten nægtede den 40-årige sig skyldig i alle anklager, og skød skylden for de forsvundne maskiner på nogle af sine tidligere ansatte, der angiveligt ville hævne sig på ham. Vidner udeblev fra retten Ifølge anklagemyndigheden har direktøren sammenlagt svindlet for 1,75 mio. kr., men da han blev frikendt i to af de fem forhold han var tiltalt for, skrumpede det samlede beløb ind til 631.000 kr. Retten havde afsat tre dage til sagen, men den blev allerede afsluttet onsdag, da nogle af de indkaldte vidner udeblev. Dommer Jette Skole afsagde dog kun kendelse om skyldsspørgsmålet, mens strafudmålingen blev udskudt til senere. - Beløbet er jo noget mindre end der er rejst tiltale for, så det kan eventuelt ende med en kombidom med noget samfundstjeneste, forklarer Jette Skole. For at kunne afsige en sådan dom, skal der dog indhentes en personundersøgelse, og derfor kan straffen først udmåles, når den foreligger. Dommeren understreger, at hun ikke på nuværende tidspunkt kan sige, om direktøren får en dom med samfundstjeneste.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.