Pension

Direktøren, der ikke vil tie stille

André Lublin førte PFA til tops, men blev tacklet indenom af bedragerparret Thorsen og Trads. Hans fjender benyttede lejligheden til at tvære ham grundigt ud, og den nye ledelse har siden forsøgt at give ham skylden for et milliardtab. Men nu er det nok,

Da PFA blev ramt af Thorsen og Trads i starten af 1999, kom det som et chok for alle - også André Lublin, som ellers nærmest var begyndt at tro, at han og PFA kunne gå på vandet. Der var fin vækst i pensionsselskabet, og det havde der været, siden Lublin blev administrerende direktør i 1985. Præmieindtægterne var steget fra 1 mia. til næsten 11 mia. kroner, og når man spurgte de 434.000 kunder, var de supertilfredse med både servicen og PFA's lave priser. Æren for fremgangen havde mange tilskrevet André Lublins markante og dygtige ledelsesstil. Men nu viste det sig altså, at en underdirektør, Rasmus Trads, og den fallerede entreprenør, Kurt Thorsen, havde forsøgt at tjene kassen på ferielejligheder i Spanien ved hjælp af garantier med falske PFA-underskrifter - Lublins vel at mærke. Den følgende tid var medierne fulde af skandalen, men da retssagen et år senere gik i gang, skete der noget, som André Lublin ikke i sin levende fantasi havde forestillet sig: Pressens kritiske øje vendte sig mod offeret, der blev snaget i alt fra kreditforeningslån til hvem, der holdt hans have, og fra den ene dag til den anden blev selv en tur i Lyngby-centret en uoverkommelig prøvelse for en mand, der ellers aldrig havde været særligt kendt i den brede offentlighed. Da det var værst, tog hans datter ham med til Dubai. - Ude i Kastrup pegede de på mig og sagde: "Der går ham Lublin, der går han". I Frankfurt var det kun dem med SAS-maskinen, der kiggede, og i Dubai kunne jeg gå rundt og pludselig være mig selv igen, fortæller Lublin. En af hans bekendte formulerede det for ham: Det var som at få taget sit ansigt fra sig. Tvunget til opgør Siden faldt dommene over de to bedragere, og det viste sig, at PFA ikke havde haft nogle særlige udgifter på den - garantierne var jo falske. Der var heller ingen, der fandt noget at udsætte på direktøren, og året efter, 1. august 2001, gik Lublin på pension lidt før tid, uden at offentligheden undrede sig nærmere over det. Han gled ud af mediebilledet og fik sit ansigt tilbage, og dér kunne historien være sluttet. Hvis bare ikke aktiekurserne var begyndt at falde. På seks uger - fra Lublins fratræden og frem til 11. september 2001 - blev selskabets reserver halveret, og den nye ledelse skød nu indirekte skylden på den tidligere direktør: Man havde overtaget en rodebutik med overdrevet vokseværk baseret på højrisikable investeringer. Ifølge André Lublin er det imidlertid et så groft fortegnet billede, at et genmæle er påkrævet. I bogen "Opgør", der er skrevet sammen med journalisten Claes Kastholm, dokumenterer Lublin, hvordan han blev presset til at forlade PFA mod sin vilje. Hvordan han forgæves bad om, at han i det mindste kunne arbejde sammen med den nye direktør, Henrik Heideby, et par måneder, så pensionskundernes midler blev overdraget på professionel vis. Hvordan den nye ledelse nægtede at lytte til hans og revisorernes advarsler og råd i forbindelse med aktiefaldet. Og hvordan efterfølgerne har fortsat tilsviningen af det livsværk, Lublin selv var så stolt af. - Jeg har IKKE ønsket det her opgør med min gamle virksomhed. Men jeg bliver altså nødt til at protestere - ikke mindst af hensyn til de mange medarbejdere, der ydede en formidabel indsats i de år, jeg stod i spidsen for dem. Og kunderne, der valgte PFA. Og samarbejdsparterne. Enough is enough. Lederen går forrest Det er svært at tro, at André Lublin ikke skulle vide, hvad han taler om. Han kender PFA ud og ind efter 38 års ansættelse, og på toppen var hans resultater overbevisende i sig selv. - Jeg gik ind for klare mål og samarbejde. Meget af det havde jeg lært i militæret. Man er i fælles båd, og lederen går forrest og tager ansvar. Det var baseret på korpsånd, og vi havde en fantastisk kultur. Jeg kendte medarbejderne ved ansigt og gik rundt til dem hver fredag eftermiddag sammen med min meddirektør, Andreas Kühle. Vores personalefester var fulde af events. Men der blev også bestilt noget og stillet store krav, og jeg havde det godt med de ansatte. Der var stort set ingen i den 30-40 mand store ledergruppe, der forlod PFA, mens jeg var direktør. Men andre, udenfor, var mindre begejstrede for Lublin. Kollegerne i branchen var sure, når PFA for eksempel som det eneste selskab gik ind for gennemsigtighed, så kunderne kunne se, hvor meget af deres pension, der gik til administration - det var i øvrigt mindre i PFA end hos de andre. Og skiftende skatteministre fra både venstre og højre blev tossede, når Lublin offentligt kæmpede imod yderligere beskatning af danskernes surt opsparede penge. Men selv om der til tider var politikere, som nægtede at sidde i stue med den skrappe pensionsdirektør, gik det kun fremad for PFA, og år efter år erklærede opsparerne sig godt tilfredse. - Vi fightede for at give kunderne de bedst mulige vilkår, og det var både angående beskatningsforhold, lave omkostninger og høje renter. Vi var desuden et nonprofit selskab. Kunden var i centrum. Det byggede vi PFA op på. Og vi BLEV de største. Trads var testet I bogen taler tallene for sig selv. PFA var en funklende flot virksomhed, da André Lublin forlod den, også selv om Thorsen og Trads havde ridset i lakken. Trads' dobbeltspil mener han ikke, han kunne have garderet sig imod. Manden var psykologtestet to gange, han var dygtig og populær og havde i øvrigt skrevet under på en direktørinstruks, hvor der udtrykkeligt stod, at han ikke måtte investere på egen hånd. - Han havde mange gode egenskaber, og vi kunne jo ikke vide, han var bedrager. Alle var dybt rystede. Men når man først tager et lille skridt, så fanger bordet, og Kurt Thorsen fik viklet Trads ind i sit net. Set i bakspejlet kunne André Lublin dog have ønsket sig, at han havde tacklet pressen bedre, da først skandalen rullede. - I stedet for at lukke af, skulle vi nok have været mere offensive og gået til modangreb. Vi var uforberedte på sådan en mediestorm og sad pludselig med den største bedragerisag siden Alberti. Vi kunne slet ikke få noget overblik over det. Og så havde vi jo en modspiller, Kurt Thorsen, som charmerede en stor del af journalisterne. - Men én ting er jo, at man bliver ramt af en bedragerisag. At man samtidig får store dele af pressen på nakken, som kører ud med alle mulige påstande, og tilmed beklikkes for en lang række ting, efter man er fratrådt, det havde jeg dog aldrig drømt om. Persona non grata I "Opgør" tilbageviser André Lublin og Claes Kastholm de påstande, aviserne i sin tid kom med. Og André Lublin fremlægger de regnskabstal, han ikke måtte få lov til at se før længe efter, han var blevet stemplet i medierne som en uansvarlig direktør på grund af et milliardtab, han muligvis kunne have forhindret, hvis han havde fået lov. Men André Lublins stemme var - og er - ikke længere ønsket i PFA. - Jeg er persona non grata. Og det er ikke velset, at mine tidligere medarbejdere, som stadig er der, har kontakt med mig. Jeg kan kun tale med dem, der er fratrådt. Det er trist. De sidste fire år er sagen dog kommet på afstand, og egentlig kunne han vel godt have tiet stille og bare nydt sit otium. - Jeg har en dejlig tilværelse i dag. Spiller bridge, rider, rejser, passer have, ser børn og børnebørn. Er medlem af kommunalbestyrelsen i Gentofte, formand for Dansk Aktionærforening, sidder i Keops, i RealDania. Forsøger at holde mig i gang, spise sundt og være energisk. Derfor er det klart, man kan spørge sig selv, om man så skal køre en sag igen. Men Lublin synes egentlig ikke, han har et valg. Også selv om det betyder, at han for en tid kan komme til at miste lidt af sit ansigt igen. - Forleden dag på fortovet kom der én og sagde: "Du har været i fjernsynet!". Den slags er selvfølgelig ikke behageligt. - Men det kan altså ikke være meningen, at jeg stadig skal finde mig i at høre den nye ledelse påstå, at det gamle PFA blæste om i stormen, og nu er der bygget et nyt flot hus. Gang på gang må jeg læse det. Nu er det altså nok. André Lublin og Claes Kastholm Hansen: Opgør - Succes, svindel, krise i PFA. 199 sider. 299 kr. (Aschehoug) - Blå bog: André Lublin, direktør, cand.act.; f. 3/7 1940. Siden 16/1 1971 gift med korrespondent Hanne Lublin. Student 1958, cand.act. 1966. Forsvarets Lederuddannelse. Ansat i Pensionforsikringsanstalten A/S (nu PFA Pension) 1963, fuldmægtig 1968, kontorchef 1971, underdirektør 1973, direktør 1983, administrerende direktør 1985-2001. Andre Lublin har en række bestyrelsesposter og har desuden siden 2001 været medlem af Gentofte Kommunalbestyrelse for Det Konservative Folkeparti. André Lublin og hans kone har to voksne børn og tre børnebørn. Parret bor i Charlottenlund. - PFA-sagen kort: I november 1998 starter den fallerede byggeentreprenør Kurt Thorsen det, der skal være hans comeback i dansk erhvervsliv, da han via selskaber begynder at købe store mængder aktier op. På bare én måned erhverver han - diskret - aktieposter for 1,5 milliarder kroner, og den 31. december afslører han skabelsen af en kæmpestor ny ejendomskoncern, der består af en fusion af CVI International, Gefion og Norden. Han vil ikke røbe, hvem de finansielle bagmænd er, selv om alle ved, at Kurt Thorsen ikke har nogen penge. I tv påstår han, at der ikke er danske penge involveret. Thorsens advokater har imidlertid længe vidst, at hans aktieopkøb bakkes op af pensionsforsikringsselskabet PFA, hvor kontaktpersonen er direktør Rasmus Trads, og de forstår ikke, hvorfor det skal være så hemmeligt. I flere uger forsøger de at få Thorsen og Trads til at stå frem, og til sidst bliver mystikken så massiv, at én af Thorsens tidligere advokater, Jørgen Grønborg, bryder sin tavshedspligt og fortæller Fondsbørsen, at det ER PFA, der står bag. Fondsbørsens formand kontakter PFA's topchef, André Lublin, som afviser, at selskabet er med i Thorsens byggeri, og det viser sig, at garantierne fra PFA med André Lublins underskrift, der har dannet økonomisk rygrad i Thorsens nye projekter, er forfalskede. Både Thorsen og Trads bliver efterfølgende anholdt, og i sommeren 1999 bliver de begge tiltalt for dokumentfalsk og bedrageri for 3,7 milliarder kroner. Trads erkender, at han har forfalsket sin chefs underskrifter og hævder, at Thorsen vidste alt om det. Kurt Thorsen nægter. De bliver dog begge dømt og ender med seks års fængsel til Thorsen og fire år til Trads.