Direktøren fastholder sin forklaring

- Jeg kender ikke navnet på den, der har ringet til rådgiverne

Selvom direktør Flemming Hansen selv har sat Rikke Karlssons (DF) navn på, fastholder han, at han ikke ved, hvilken politiker, der angiveligt har ringet til rådgiverne i Center Familie og Handicap. Arkivfoto: Martin Damgård <i>Billedjournalist Martin Damgård</i>

Selvom direktør Flemming Hansen selv har sat Rikke Karlssons (DF) navn på, fastholder han, at han ikke ved, hvilken politiker, der angiveligt har ringet til rådgiverne i Center Familie og Handicap. Arkivfoto: Martin Damgård Billedjournalist Martin Damgård

REBILD:Direktør Flemming Hansen fastholder, at han ikke kender navnet på den politiker, som angiveligt skulle have ringet direkte til rådgiverne i Rebild Kommunes kriseramte Center for Familie og Handicap.

Har du efter mødet i økonomiudvalget nævnt Rikke Karlssons navn i sagen i den ene eller i den anden anledning?

- Nej. Jeg ved ikke, hvem den politiker er, der har ringet til rådgiverne.
NORDJYSKE Stiftstidende har adgang til den mail, som Flemming Hansen skrev til direktionen og til medlemmerne af økonomiudvalget søndag eftermiddag klokken 11.59.
Mailen er et svar til Oplandslistens Søren Søe-Larsen, som efter mødet i økonomiudvalget bad om præciseringer i sagen.
Flemming Hansens mail indledes med ordene: ”Jeg blev i forrige uge kontaktet af en rådgiver fra Center Familie og Handicap, hvor jeg blev oplyst om, at Rikke Karlsson telefonisk har kontaktet rådgiverne i centeret...”

Hvordan hænger det sammen med, at du på intet tidspunkt har nævnt Rikke Karlssons navn?

- Det er fordi Søren Søe-Larsen i sit spørgsmål til mig skriver, at han på mødet var blevet chokeret over at høre, at en politiker, og så skriver han (underforstået Rikke Karlsson) havde henvendt sig til rådgiverne.
- Så går jeg ud fra, at Søren Søe-Larsen ved, at det er Rikke Karlsson, og så genbruger jeg det i mit svar til økonomiudvalget og til direktionen.

Du genbruger det?

- Ja, jeg kan da ikke gøre andet.

Kunne du ikke have fastholdt, at du ikke ved, hvem der har ringet til rådgiverne og skrevet dit svar uden Rikke Karlssons navn?

- Jo, men jeg gik ud fra, at Søren Søe-Larsen vidste, at det var Rikke Karlsson, når han skriver, som han gør. Derfor bruger jeg det.

Jeg spurgte dig flere gange, om du på noget tidspunkt har nævnt Rikke Karlssons navn i sagen. Det sagde du nej til igen og igen.

- Jeg skrev først Rikke Karlssons navn efter, at Søren Søe-Larsen skrev, at det underforstået var Rikke Karlsson.

Ja, men du sagde til mig for lidt siden, at du aldrig har nævnt hendes navn i den her forbindelse.

- Det er fordi, du begynder at snage i en mailkorrespondance mellem mig, Søren Søe, økonomiudvalget og direktionen.
- Den mail er ikke tiltænkt pressen.

Nej, men det ændrer vel ikke på, om du har nævnt Rikke Karlsson ved navn?

- Det har jeg jo forklaret hvorfor.

Så bare lige for at forstå det rigtigt. Hvis Søren Søe-Larsen i sit spørgsmål til dig havde skrevet (underforstået Anny Winther) eller (underforstået Leon Sebbelin) så havde du brugt det i dit svar?

- Ja, så jeg havde da ikke andre muligheder, siger Flemming Hansen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.