Hospitaler

Direktøren gir' den GAZ

Usædvanligt indslag med russiske køretøjer i årets store veteranbilløb i Vestjylland

Man tager tre vrag, snupper det bedste fra dem og skaffer manglende dele derfra, hvor det nu engang er muligt. Derefter lader man en dygtig litauisk mekaniker strikke det hele sammen til en køreklar bil - selv om han ikke helt forstår, hvad man vil med en gammel, russisk bygget bil, når der nu er så mange fine nye biler i Danmark. Fremgangsmåden er sygehusdirektør Jens Anton Dalgaards opskrift på, hvordan man bliver lykkelig ejer af en usædvanlig bil med det imponerende navn Pobeda, det russiske ord for sejr. Men fremgangsmåden er også milevidt fra den avancerede teknologi, han til daglig er omgivet af på sin arbejdsplads som chef for Viborg Sygehus. Veteran-vognparken består i dag af tre russiskbyggede biler af mærket GAZ, hvoraf den ene tilhører Viborg Sygehus og de to andre er sygehusdirektørens egne køretøjer. Byggeopskriften med at tage det bedste fra tre vrag er kulminationen på en usædvanlig historie om, hvorledes den midtjyske domkirkeby nærmest har fået sit eget team af eksperter i disciplinen russiske biler af mærket GAZ. Når alle tre biler møder til start i det store veteranbilløb Ringkøbingløbet lørdag 31. juli, kører Hanne og Jens Anton Dalgaard i deres "rubel-smil", den russiske flyder GAZ M21 Volga fra 1964, en russisk tvilling til den berømte amerikanske Ford Customline 1953. Det er den eneste indregistrerede af slagsen i Danmark, og den har oprindelig kørt i det vestlige Sovjetunionen, før Jens Anton Dalgaard fik den hjem i forbindelse med sin 50 års fødselsdag. Det blev starten på en spændende hobby. Tre-i-én Den sorte Volga har siden fået selskab af tre-i-éneren, en hvid GAZ M20 med modelnavnet Pobeda årgang 1956. Sygehusdirektøren fra Viborg fandt bilen som vrag på en mark i Litauen, syntes den nok var værd at bevare, og fik sat en derværende mekaniker i gang med at strikke en brugbar veteranbil sammen af stumperne. Det var her, der gik dele fra tre biler til for at nå frem til det resultat, der præsenteres i Ringkøbing sidst i denne måned. Bilen bliver kørt af medlem af GAZ-gruppen, arkitekt Flemming Nauntofte, Viborg, som kan bekræfte, at denne bil er bygget på en produktion siden 1946. Også her i et samarbejde med amerikanske Ford. Herfra stammer den russiske personbils store lighed med førkrigs-Fordbiler. Lastbil-bytte Sygehussamarbejdet på tværs af landegrænserne og på tværs af tidligere jerntæppegrænser mellem øst og vest har bidraget til, at holdet tredje GAZ-bil nu bærer danske nummerplader. Det er en velvoksen M51 lastbil fra 1952, og her er slægtskabet med Ford meget tydeligt. Amerikanske dele er direkte benyttet eller kan benyttes på bilen, for eksempel passer bagtøj, motor, forbro, hjul og bolte med amerikanske biler. Lastbilen indgik i en bilpark af aldrende køretøjer på sygehuset i Litauen, og Jens Anton Dalgaard fortæller, at de to sygehuse simpelthen byttede lastbiler. Fra Viborg Sygehus' vognpark på otte lastbiler fik sygehuset i Litauen den ældste, og som modydelse fik Viborg deres ældste, den gamle GAZ M51, der nu er levende plakatsøjle for et moderne, velfungerende sygehus. Den sværtbyggede lastbil i helt original skikkelse vækker nogen opsigt i gadebilledet. En særlig detalje er, at lastbilen kører på sorte nummerplader. Da den blev synet efter at være indført i Danmark, blev lasteevnen fastsat til 600 kg. Dermed er totalvægten under 3500 kilo. På den måde kan man helt legalt køre en fem tons lastbil på lille kørekort. Den russiske hverdagsslider køres i Ringkøbingløbet af teamets tredje medlem, mekaniker på Viborg Sygehus Mogens Hermann.