Skattepolitik

Direktørløn som fortjent?

Talemåden "løn som fortjent" har bestemt en tvetydig betydning og kan betyde alt fra den gode belønning for en ydet indsats til den værste gengældelse eller straf for det værste klamphuggeri.

Ingen har noget imod, at folk, der yder en stor indsats, bliver belønnet efter fortjeneste. Der eksisterer trods alt en moralsk kodeks endnu. Den meget ubehagelige betydning af straf vil ingen sikkert abonnere på. Men hvis vi gjorde den gældende, "løn som fortjent", er det så virkelig sådan, at de mange chefer/direktører i det private erhvervs- og finansliv virkelig er deres løn værd i forgyldte kroner, når man nu betænker, hvad de har ydet, og hvad samfundet - ikke mindst - har ydet for at hjælpe de trængte sektorer over den ene og anden kritiske vanskelighed? Den obligatoriske salmesang om cheflønninger er, at de får, hvad deres bestyrelser skønner er det rigtige for at bevare den gode arbejdskraft i virksomheden. Salmesangen er nærmest en korsang, for alle istemmer den enkle hyldest til markedet og udvælgelsen. Vi skal naturligvis forgylde dem, der er dygtige og sørger for, at virksomheden klarer skærene. ngen gør til gengæld opmærksom på, hvad samfundet - du og jeg - egentlig betaler for, at vi kan opretholde et privat erhvervs- og finansliv! Nej, vi hylder de store ledere - Handelshøjskolens små genier, CBS'erns duksedrenge - og gør dem til små guder, sådan som de jo også opfatter sig selv. Man spørger jo ikke en gud, om han er sin løn værd! Man diskuterer ikke en guds løn! En gud nedlader sig overhovedet ikke til at diskutere sin egen løn. En gud er hævet over denne dybt irriterende og trivielle diskussion om, at en gud skal leve alle sine dage i et overdådigt luksusliv som en rimelig kompensation for alle de bekymringer og anstrengelser, en gud dagligt er optaget af i denne verden. Det andet argument for chefgudernes lønninger er, at de jo slet ikke batter i det totale regnskab. Der er i dette lille land ikke ret mange chefer, men en masse indianere eller aber. Gudelønninger betyder ingenting - eller kun at man beholder de små genier i landet. Der er mange sosu-assistenter, der er mange i butikkerne, der er mange på alle de private arbejdspladser og de offentlige: deres lønninger er vigtige for samfundet. Hvis de får bare lidt mere end 1.5 pct. af de 20-25.000 kr., de får om måneden, så er rigets økonomiske sikkerhed truet. Får til gengæld chefguderne ca. 15-40 pct. af 2-12 mio. om året i lønstigning, er det hævet over diskussion og egentligt kun en naturlov. Guder regeres nemlig kun af de naturlove, som de selv har skabt. Endnu en mystifikation omkring løndannelsen er markedets ophøjede naturlov. Chefer får, hvad markedet tillader, ligesom assistenten i socialforsorgen og i butikken, chaufføren i lastvognen og arbejderen på fabrikken får det, som markedet kan bære. Markedet er gudernes gud, superguden, der giver direktører deres velfortjente løn og alle assistenterne deres lige så fortjente løn. Markedet er dog bare, når vi tager den magiske kåbe af, en vidunderlig anonymisering af en kamp, en forhandling, et magtspil eller en klassekamp (for at tale gammeldags), der fordeler "fortjenesten", sådan at de få store får meget mere, og de mange små meget mindre. De små brokker sig højlydt og siger, at der ikke var meget lønfest over den overenskomstforhandling, mens de store klogeligt holder kæft. Der er jo ingen grund til at begrunde i tale, hvad markedet allerede fornuftigvis har afgjort. Man kunne jo komme til at sige for meget….og ødelægge den gode stemning. Straks kommer fra borgerligt hold to modargumenter mod denne klagesang over uretfærdigheden i den triste lønfest: du er misundelig, og guderne flygter til udlandet og efterlader os med alle aberne. Jeg vil påstå, at jeg hævder et retfærdighedssynspunkt, hvor løn skal måles på indsats, kvalitet, ansvar og en samfundsmæssig helhedsvurdering. Det har ikke noget med misundelse at gøre. Et samfund kan ikke tåle alt for store ubalancer, og jeg vil selvfølgelig foreslå, at Regeringen tager sin idé om en stærkt progressiv beskatning ud af mølposen - også kaldet millionærskatten. Det er helt urimeligt, at lønarbejderne viser ansvarlighed og akcepterer lave lønstigninger, mens direktørerne viser uansvarlighed og holder fest på samfundets bekostning. Det andet argument om gudernes flugt er jo ikke andet end en tom trussel. Danske direktører er ikke eftertragtede i udlandet. Og dybest set gider de heller ikke flytte væk fra smørhullet, hvor de scorer gevinsten både fra markedet (løn etc) og staten (skat og pension) og lever et trygt og beskyttet liv takket være alle de flittige lønarbejdere i det private og offentlige, der betaler skat, akcepterer reallønsfald og knokler hver eneste arbejdsdag for at opretholde velfærdsstaten.