Dirigent ved et tilfælde

Aalborg Symfoniorkesters nye 1. gæstedirigent fik taktstokken i hånden ved et tilfælde, og det har han aldrig fortrudt

Kina 26. september 2002 08:00

- Jeg er blevet syg. Du bliver nødt til at dirigere idag. Sådan lød det i den anden ende af telefonrøret, da dirigenten for Beijing Symfoniorkester den dag for mange år siden fik sin unge violinist Lan Shui til at lægge buen fra sig og skifte den ud med dirigentstokken til dagens prøver. Han havde aldrig før stået på podiet foran orkesteret, og selvom dirigenten ofte havde sagt, at han burde prøve, havde han altid sagt nej. Det havde han ikke lyst til. Men den dag var det noget andet. Der blev han nødt til det, når nu dirigenten var blevet syg. Men midt i prøverne, mens musikken ruller og taktstokken har mistet sin første tøven, bliver Lan Shui's øjne fanget af en skikkelse gemt i kulissens mørke. Dirigenten. Han står og kigger på ham. Observerer hvordan han fører stokken. - Han kunne bare se, at jeg havde det i mig. Den dag i dag ved jeg ikke hvorfor eller hvordan. Jeg ved bare, at det var fordi, han spillede syg den dag, at jeg blev dirigent. I dag over 20 år senere i en lille by på et andet kontinent er Lan Shui igang med prøverne til torsdagens koncert. Den første han dirigerer i sin nye stilling som 1. gæstedirigent for Aalborg Symfoniorkester. - Jeg elsker det orkester. De har så meget energi og entusiasme, og det er et orkester, der hele tiden udvikler sig. Kineseren Lan Shui stiftede første gang bekendtskab med det nordjyske orkester tilbage i 1994, hvor det tilmed var en af hans yndlingskomponister, der stod på nodearket. Den danske komponist Carl Nielsen, som stadig står øverst blandt favoritterne. - Der er så megen ånd i hans musik. Det er positivt og fyldt af varme, og så har det megen humor i sig. Efter uddannelsen i Kina og efterfølgende ansættelse som chefdirigent hos Beijing Symfoniorkester, har han tilbragt en lang årrække i USA, bla. ved New York Philharmonic samt symfoniorkestre i Baltimore og Detroit. I 1997 blev han tilmed engageret som chefdirigent hos Singapore Symphony Orchestra. Og der er stor forskel på i hvilken verdensdel, man svinger dirigentstokken. - Hele systemet i USA er anderledes. Her er den klassiske musik ikke en del af menneskenes liv, og de mange gode orkestre er blevet meget kommercielle og effektive. Der skal man gøre et stort arbejde for at sælge hver eneste koncert, mens det her i Europa er meget mere afslappet. Her har den klassiske musik dybere rødder. Lan Shui kigger ud i luften. De brune øjne er eftertænksomme, men også lidt generte over at snakke med et fremmed menneske. - Jeg har altid været lidt genert, og som dirigent skal man egentlig være udadvendt for at stå foran så mange mennesker. Men når jeg står på podiet og kommer helt ind i musikken, så forsvinder genertheden. Og allerede når de sidste klapsalver er forstummet efter torsdagens koncert, er Lan Shui på vej væk fra den nuttede lille by, som han kalder Aalborg. Flyet har retning mod Øst og åbningen af et nyt koncerthus i Singapore. Og selvom det, med en islandsk musiker som hustru, forældre der bor i Kina og jobs over det meste af verden, bliver til en hel del tid på hotelværelser og i fly, elsker han mødet med de forskellige kulturer, mennesker og musik. - Når man graver lidt dybere, finder man ud af, at alle kulturer har langt flere ligheder, end de har forskelle. Jeg prøver også at lære instrumenter fra forskellige kulturer at kende og se, hvordan de har udviklet sig, og hvordan de bindes sammen. Alt her i verden er beslægtet, og musikken er en fantastisk måde at bringe kulturer og mennesker sammen. Og Lan Shui har aldrig har fortrudt at han overtog prøverne dengang hjemme i Kina. - Som dirigent er det vigtigste den menneskelige kontakt. Det er ikke kommercielt eller politisk, men en menneskelig kontakt, der opstår til orkestret og publikum. Det ville jeg ikke undvære. På podiet i Aalborg Symfoniorkesters sal bølger musikken gennem Lan Shuis krop. Guldhornene af J.P.E. Hartmann til Adam Oehenschlägers digt. Halvanden meter mand der fylder hele rummet. - Da da da DAM. Han synger det nærmest, men med den rette betoning. Trykket på dam. Musikerne prøver igen. - Much better, siger han. Uden et pift af generthed. Når han står på podiet, med dirigentstokken i hånden er han en del af musikken. Og måske det var det, den gamle dirigent så, den dag han spillede syg og gemte sig i kulissen for at få ham til at skifte violinbuen ud med dirigentstokken?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...