Discount og take away

} KØBENHAVN: En hybrid mellem et discountsupermarked, et pizzaria og et bageri så fredag dagens lys i Københavnsområdet. Easy24 hedder kæden, der har ambitioner om at åbne butikker overalt i Danmark, hvis de danske forbrugere viser sig at tage konceptet til sig. Det er den norske koncern Reitan Service Handel, der i forvejen ejer 7-Elevenkæden, der har søsat det seneste nye på detailhandelsområdet. - Easy24 er rettet ind i forhold til de signaler, vi har set i detail- og samfundsudviklingen de seneste år. Folk har fået travlt og er samtidig blevet mere pris- og kvalitetsbevidste. I dag vil forbrugerne både have lave priser på de typiske dagligvarer og samtidig kunne handle færdiglavet mad af høj kvalitet, siger administrerende direktør i 7-Eleven og nu også Easy24 Danmark, Christian Hoff. Han tilføjer, at konceptet både skal kunne konkurrere med discountbutikkerne, tankstationen, bageren og pizzeriaet. Easy24 har dagligt åbent fra kl. 6 til 24. Første butik åbnede fredag i Gentofte. I Norge findes allerede otte Easy24-butikker./ritzau/