Detailhandel

Discountbutikker stormer frem

Syv nye lavprisbutikker på vej i Aalborg og Nørresundby

NØRRE UTTRUP: - Syv nye dagligvarebutikker er på vej til Aalborg og Nørresundby. Og de vil slå lige så mange ihjel, for de trækker ikke nye kunder til. Merko købmanden på Nørre Uttrup Torv, Jesper Herman Pedersen, er også handelsrejsende, og han følger godt med i sin branche. Hurtigt remser han de syv kommende butikker op: To af den tyske discountkæde Lidl's butikker er på vej til Aalborg, en Netto åbner snart i Lindholm, en Aldi i Nørre Uttrup på Hjørringvej, et Dreisler Storkøb i det kommende butikscenter ved rutebilstationen og to Fakta - den ene i Nørre Uttrup. - Jeg ved, at Coop Nord - det gamle FDB - er interesseret i at åbne en Fakta her i området. Hvis det sker, kan jeg lige så godt sælge min butik med det samme. Så vil jeg virkelig protestere, siger han. Rygter om Fakta I Nørre Uttrup har rygterne længe gået om, at der skal bygges en Fakta på Forbindelsesvejen 148 mellem OK og McDonald's, hvor Højer Autodele ligger. Vejen har da også længe været banet for at Højer Autodele kan udvide til det dobbelte og på den måde give plads til en dagligvarebutik. Det gav Aalborg Kommune en principgodkendelse til i august sidste år. Ud over Fakta får folk i Nørre Uttrup yderligere en discountbutik til efteråret. Nemlig en Aldi, der skal opføres på Hjørringvej 56 A. Tidligere har der blandt andet været møbelforretning, Jysk Sengetøjslager og senest en genbrugsforretning. Men nu er bygningen solgt, og 20. marts i år gav Aalborg Kommune TK Project Development og arkitektfirmaet Bjørk og Maigaard tilladelse til at rive den nuværende cirka 900 kvadratmeter store bygning ned og opføre en Aldi butik af samme størrelse i stedet. Ingen kommentarer Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken arkitektfirmaet eller TK Development, men ifølge den velunderrettede Nørre Uttrup købmand slår den ny Aldi dørene op 1. oktober. - Tilsammen har de syv nye butikker behov for en omsætning på omkring 400 millioner kroner. Men der er jo ikke kommet flere beboere, siger købmand Jesper Herman Pedersen. Han forudser, at den kommende Aldi vil budgettere med en årsomsætning på måske 3,5 millioner kroner. Så får den nemlig lov til at have åbent i weekenderne. - I hvert tilfælde i et års tid indtil det viser sig, at årsomsætningen kommer op på 30 millioner kroner i stedet. Sådan gør de altid. Købmanden er ikke glad for udsigten til konkurrence på dagligvarer i weekenden. Det er nemlig en god del af omsætningen for hans egen butik. Han håber dog på lokalbefolkningens opbakning og mener nok, at han vil kunne konkurrere med Aldi på priserne. - Men kommer der også en Fakta, så kan jeg lige så godt leje mit butikslokale ud her og nu.