Diskoteksstyrt er arbejdsskade, men ikke styrt fra rodeotyr

København, søndag /ritzau/ Uheld under selskabelighed på arbejdspladsen kan meget vel ende med at blive anerkendt som en arbejdsskade, men det modsatte kan også være tilfældet. Det viser to afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse. I det ene tilfælde blev et styrt på et diskotek anerkendt som en arbejdsskade, mens styrelsen ikke ville anerkende et styrt fra en rodeotyr som arbejdsskade, skriver bladet Arbejdsmiljø i sit seneste nummer. Begge skader opstod under selskabelighed i forbindelse med arbejdet, men forskellen på de to sager var, at arbejdsgiveren havde været med til at planlægge, betale og arrangere besøget på diskoteket, mens turen på rodeotyren skete under en fest, som personaleforeningen havde arrangeret. Faldet på diskoteket skete, da den kvindelige ansatte dansede med sin chef og blev væltet omkuld af en beruset gæst. Hun slog baghovedet og besvimede. Kvinden var ansat som salgskonsulent og deltog i et tre-dages arrangement på skibet. Et arrangement, som var betalt og arrangeret af arbejdsgiveren. I den anden sag blev en kvinde smidt af en mekanisk rodeotyr og beskadigede en finger, og det hele skete på virksomhedens grund. Men det var personaleforeningen, der arrangerede, og arbejdsgiveren havde hverken deltaget i planlægning eller finansiering. Samtidig var det helt frivilligt at deltage, og festen foregik uden for normal arbejdstid. Arbejdsskadestyrelsen havde i første omgang også givet afslag til kvinden, der faldt på diskoteket, men den afgørelse blev ændret af Den Sociale Ankestyrelse. /ritzau/