Disneysjov for voksne

På Playstation 2 blandes japansk spilmytologi med Disney-figurer

Her er mange referencer til nye og gamle Disney-film - her ”Steamboat Willie”, som naturligvis afvikles i sort/hvid.
Film 11. oktober 2006 00:45

Hver fredag klokken 19 indtræder en slags undtagelsestilstand i mange danske børnefamilier. Weekenden skydes i gang med ”Disneysjov” - en broget blanding af hurtig og højtråbende action, lyserød prinsesse-idyl - og så naturligvis de klassiske kortfilm, som mange forældre nok foretrækker. Disney har mange varer på hylderne - og med Kingdom Hearts II er hele sortimentet kogt ned i et enkelt spil til PlayStation 2. Spillets verdener bygger på vidt forskellige Disney-film. Vi møder havfruen Ariel i det undersøiske rige, Herkules i det gamle Grækenland - og Peter Plys i Hundredemeterskoven. Selv sørøverne fra ”Pirates of the Caribbean” er med, selv om de slet ikke hører til tegnefilmsuniverset. Sammensurium Den visuelle variation er enestående, og trods det sære sammensurium af genrer og figurer, bindes oplevelsen sammen af den solide spilmekanik. Man mærker virkelig, at de japanske udviklere kan deres kram. Spillet begynder, hvor forgængeren slap: Den 15-årige Sora er klar til at fortsætte kampen mod ”de hjerteløse”, der kan ses som en slags fjender af fantasien. Som i andre rollespil udvikler man sine evner, efterhånden som man vinder erfaring. Men for en gangs skyld er systemet let at overskue, selv om man ikke er professor i statistik. Man kan endda fortryde undervejs og omfordele sine erfaringspoint efter behov. Spillet er forholdsvis lineært, så man er sjældent i tvivl om, hvordan man kommer videre. Kampsystemet er dog ret nuanceret. Man kan for eksempel anvende magi og forene sine kræfter med de kendte Disney-figurer. Gensynsglæde Den kulørte grafik rammer Disney-stregen perfekt, og dialogen leveres i vid udstrækning af de samme skuespillere, der lægger stemme til figurerne i biografen. Det bliver også til et genhør med musikken og sangene fra flere af de gamle Disney-film. Hele vejen igennem byder spillet på særdeles lange tegnefilms-sekvenser, der bringer den usandsynlige historie videre. Så her er rig mulighed for at slå fødderne op og hvile tommelfingrene undervejs. Men det forudsætter alt sammen, at man forstår engelsk. Så trods de barnlige figurer er spillet forbeholdt større børn og voksne, som også bedre kan værdsætte de mange opfindsomme referencer til gamle Disney-film. Fra den klassiske science-fiction film ”Tron” til den endnu ældre ”Steamboat Willie”, der her genopsættes i overbevisende sort/hvid-grafik. Det er tegnefilm for voksne. Og derfor er det kun godt, at spillet er så enkelt, at også forældregenerationen kan hitte ud af det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...