Boligmarked

Disse ting kan skræmme boligkøberne væk

Rod, dårligt vedligehold og misvisende billeder er med til at sende boligkøberne direkte i favnen på en anden

Er du i tvivl om, hvorvidt der er noget ved dit hjem, der skræmmer køberne og potentielt koster på salgsprisen, kan du få lavet en førsynsrapport. Her kan du få overblik over eventuelle skavanker og fikse dem, inden den endelige tilstandsrapport bliver lavet og ligger frit tilgængelig for potentielle købere. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Er du i tvivl om, hvorvidt der er noget ved dit hjem, der skræmmer køberne og potentielt koster på salgsprisen, kan du få lavet en førsynsrapport. Her kan du få overblik over eventuelle skavanker og fikse dem, inden den endelige tilstandsrapport bliver lavet og ligger frit tilgængelig for potentielle købere. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

BOLIGHANDEL:Boligmarkedet boomer, og overvejer du at sætte huset til salg, bør du investere lidt tid og kræfter i det, inden ”til salg”-skiltet bliver sat op.

I hvert fald hvis du er interesseret i at komme af med det hurtigt. Et hus, der skriger på reparationer og oprydning, trækker nemlig ikke særligt mange interesserede til.

- Mange boligkøbere har rigtig travlt og vil helst ikke lave for meget, så det skal gøres nemt, siger Michael Hoffmann, der er ejendomsmægler hos Home i Farum.

Det betyder dog ikke, at du skal male facaden eller installere helt nyt køkken. Her risikerer du nemlig, at køberne vil have noget helt andet, og det er umuligt for dig at tjene pengene hjem igen.

Til gengæld er der mange små ting, du kan gøre, som samlet set øger din succesrate.

- Boliger, som er gjort salgsklar, sælger hurtigere og giver et bedre salg, siger Michael Hoffmann.

Ryd op

Start med at rydde op og gøre det pænt udenfor. Det vil sige væk med legetøjet, klip buskene, og giv det gamle stakit en klat maling og havelågens hængsler et skud olie.

- Hvis køberen kommer ind ad døren og allerede har en negativ følelse i kroppen, fordi området udendørs er dårligt vedligeholdt, så er det virkelig op ad bakke, siger Jan Nordmann, der er kommunikationschef hos EDC.

Indenfor er lys nøgleordet. Så er din stue mørkegrøn, og har du brunt tapet i soveværelset, kan en spand hvid maling være en god investering.

- Og er der væg-til-væg-tæpper på gulvet, så hiv dem af. Et slidt plankegulv er bedre end tæpper - og det handler om at vise køberne mulighederne, siger Jan Nordmann.

Ærlige billeder

Også indenfor er rod et absolut no-go. Ved du, at du skal skille dig af med en masse ting i forbindelse med din flytning, så gør det, allerede inden du får mægleren på besøg.

- Der må heller ikke være et væld af farver, der forstyrrer øjnene, siger Michael Hoffmann og tilføjer, at rigtig mange boligkøbere vælger boligen fra alene på billederne.

Så få taget gode billeder - men sørg for, at de er retvisende. Gode billeder lokker måske købere til, men giver dem en dårlig oplevelse, hvis virkeligheden viser sig at være en anden.

- Man kommer bare længst ved at være ærlig, siger Michael Hoffmann.

Mindre pudsigheder ved huset er sjældent en hæmsko for et salg.

Men er der for eksempel en pool, kan det skræmme en del købere væk. For børnefamilier er det en potentiel fare og for mange andre blot en dyr unødvendighed.

Det betyder ikke, at du skal fylde den op med det samme.

- Men hvis boligen fortsat er til salg efter fire-fem måneder, og potentielle købere nævner det som et problem, kan man overveje at give det nedslag i prisen, som det koster at fylde den, siger Jan Nordmann.

Renovering inden salg

* Har dit hus gamle slidte vinduer, vil det spille ind, når det skal prissættes.

* Det kan sjældent betale sig i kroner og øre at udskifte dem inden et salg. Bruger du 50.000 kroner på nye vinduer, stiger husets værdi ikke tilsvarende 50.000 kroner.

* Energivenlige tiltag vil dog typisk øge salgbarheden og også kunne ses på prisen.

* Alternativt kan du få et tilbud på, hvad det ville koste at gøre og lægge det med i salgsmaterialet - og eventuelt slå det beløb af prisen.

* Det samme gælder, hvis et tag kun har få år tilbage, eller facaden trænger til en omgang maling.

Kilde: kommunikationschef Jan Nordmann fra EDC.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst