Disse trafikanter holder politiet skarpt øje med i hele juli måned

Festivaler, markeder og byfester. Juli måned er fyldt med sociale arrangementer, men politiet holder øje med, at du ikke kører fuld derfra

Arkivfoto: Bo Lehm

Arkivfoto: Bo Lehm

NORDJYLLAND:Solen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturen er på den varme side af 25 grader. Så kan en kold rosé eller en kølig bajer smage ekstra godt.

Det ved politiet, og derfor er hele juli måned dedikeret til at fange de bilister, som sætter sig bag rattet i spirituspåvirket tilstand. Især ved sociale arrangementer, som der er ekstra mange af i sommerperioden.

Politiets kontroller vil variere fra politikreds til politikreds alt afhængig af de forskellige arrangementer i området.

Og det er ikke kun aften og nat, man skal være opmærksom. Politiet vil også kontrollere trafikanter om søndagen, hvor man stadig kan være påvirket af spiritus efter en fest aftenen forinden.

Udover at kontrollere for spiritus, vil politiet også se efter, om førerne er påvirkede af narkotika og medicin, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Flere alvorlige ulykker i sommermånederne

Generelt sker der flere spiritusulykker, hvor folk kommer til skade i trafikken, i sommermånederne end for eksempel i november og december.

192 har mistet livet i spiritusulykker fra 2013 til 2017 i juni og juli måned mod 133 i november og december, viser tal fra Vejdirektoratet.

- Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Sådan forhindrer du andre i at køre spirituskørsel:

*Fortæl ham eller hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
*Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
*Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
*Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
*Tilbyd en overnatning
*Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
*Hvis han/hun alligevel kører, så kontakt politiet på tlf. 114
Kilde: Rigspolitiet

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.