Disse ulovlige souvenirs tager vi med hjem

Koraller, slangeskind, elfenben ryger med i kufferten, når vi har været på ferie

Kristine Dam Johansen
Køber man smykker af elfenben støtter man indirekte krybsskytteriet, der truer med at udrydde elefanter og næsehorn. Arkivfoto
18. juli 2016 17:46

Det er ulovligt at tage souvenirs lavet af truede dyr og planter med hjem fra ferien.

Men danskerne slæber alligevel krokodilletasker, kæmpemuslinger og udstoppede kobraslanger med hjem i kufferten.

I gennemsnit har Naturstyrelsen hvert år omkring 130 sager om beslaglagte souvenirs fra truede dyr eller planter, som danskerne tager med hjem fra ferie eller bestiller på nettet.

- Det kan for eksempel være koraller, som man har fundet på en strand eller på et marked i Sydøstasien, siger Niels Kurt Nielsen, der er biolog i Naturstyrelsen.

Sko og tasker af slangeskind og krokodilleskind bliver også ofte beslaglagt, og man kan også risikere at købe truede sommerfugle i glas og ramme, som ikke må indføres i Danmark.

- En del har også kæmpemuslinger i kufferten, og det hænder også, at folk har tigertand og souvenirs af elfenben med hjem, siger Niels Kurt Nielsen.

I nogle lande er det ikke ulovligt at købe forarbejdet elfenben fra elefanter, men det er ulovligt at føre det ind i Danmark. Handlen med elfenben har fået meget stor international opmærksomhed de seneste år.

- Man kan købe alverdens smykker i elfenben, og der er ofte tradition for at købe smykker eller skulpturer af elfenben med hjem fra en tur til udlandet. Men hvis man gør det, støtter man et marked for elfenben, og dermed støtter man også krybskytteri, siger Jonas Arboe Harrild, pressemedarbejder i Verdensnaturfonden WWF Danmark.

Mærkværdige ting og sager

Hvis man køber naturmedicin i Asien, kan man også risikere, at medicinen indeholder elfenben fra næsehorn.

I Sydamerika kan man nogle steder købe pyntegenstande lavet med papegøjefjer, som stammer fra truede arter, fortæller Jonas Arboe Harrild fra WWF.

Indimellem har danskerne også mere ”mærkværdige” ting med hjem i kufferten, fortæller Niels Kurt Nielsen.

- For nogle år siden havde vi mange sager, hvor folk havde taget udstoppede kobraslanger med hjem, hvor slangen var viklet rundt om et desmerdyr som en fysisk gengivelse af kampen mellem desmerdyret og giftslangen ligesom i historien om Rikki Tikki Tavi, siger han.

Historien om Rikki Tikki Tavi stammer fra Rudyard Kiplings Junglebog og beskriver et lille desmerdyrs kamp mod to slanger.

Hvis man tager souvenirs fra truede dyr og planter med hjem, bryder man den såkaldte Washington-konvention (CITES) og risikerer en bødestraf. Konventionen er til for at beskytte dyr og planter mod overdreven udnyttelse, og sikre at dyrebestanden er bæredygtig, så der ikke sker rovdrift.

Undgå at købe ulovlige souvenirs

Hvis du får beslaglagt en souvenir i lufthavnen, og myndighederne vurderer, at du ikke har handlet i ond tro, slipper du typisk med en advarsel.

- Hvis det drejer sig om de meget truede arter for eksempel tigre eller elfenben fra elefanter, får man også en bøde, som typisk er på 1000 kroner, hvis man ikke har handlet i ond tro, siger Niels Kurt Nielsen fra Naturstyrelsen.

/ritzau/FOKUS

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...