Dissing-koncert i tidligere fiskefabrik i Skagen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Povl Dissing gæster fortsat Skagen hvert år.Arkivfoto: Bent Jakobsen

SKAGEN:Siden 1980 har Povl Dissing hver sommer glædet skagboer og andet godtfolk med sin stemmes helt særegne klang. De første mange år alene eller accompagneret af digteren og pianisten benny Andersen eller af den forrygende violinvirituos John von Daler i de intime lokaler i den gamle Fiskerestaurant i Thorvald Bindesbølls fiskepakhuse. Senere, fra 1995, kom drengene til. Rasmus og Jonas Dissing, Asger von Daler og sidst, men ikke mindst Las Nissen. Siden 2001 har Dissing-koncertene været holdt forskellige steder i byen blandt andet på Skagen Odde Naturcenter, SiD-bygningen og Skagens Museum. I år rykker Dissingerne og Las ind i Skagens største udstillingslokaler: Galleri Tavi, som har til huse i ”Den Gule Fabrik” også kaldet ”Hermetikken”. Oprindelig blev bygningen opført som et frysehus i 1918. Dengang var det største bygningsprojekt overhovedet i Skagen (60 gange 24meter). Den Tilsandede Kirke, der går for at være Vendsyssels længste, var kun sølle 38 meter lang. Den berømte arkitekt Ulrik Plesner, der stod for mange nybygninger i Skagen omkring århundrede-skiftet, havde også en finger med i spillet og tog sig af facadetegningerne. Efter en påsat brand i 1932 blev fabrikken genopbygget ved arkitekt Oluf Gjerløv-Knudsen, der blandt andet har tegnet Danmarks Akvarium i Charlottenlund. I 1934 åbnede Skagen Fiskehermetikfabrik. Det var ikke så få fisk, der blev puttet i dåserne. Årligt producerede den to til tre millioner dåser fiske-hermetik: sardiner og fedsild i tomat, tun og makrel i olie. Nu er den nedlagte fabrik nænsomt restaureret og fremstår som et enestående stykke kulturhistorie i en havn, der er i en stadig udvikling. Beliggenheden er ved skibsværftet og tæt op ad den svenske sømandskirke. Hvad kan være et mere passende sted at optræde for Povl Dissing og band? Sommerens store udstilling i galleriet viser værker af blandt andre Poul Gernes, Tom krøjer, Egon Fischer, Bjørn Nørgaard og John Davidsen, der alle udsprang fra EKS-skolen (Den eksperimenterende kunstskole). ”EKS-skolen lavede skraldekunst, smurte sig ind i oliemaling, slagtede dyr og protesterede højlydt mod undervisningen på det københavnske kunstakademi”, skrev en landsdækkende avis i denne sommer. Desuden udstiller Peter Bonnén, som gjorde lagerforvalter Peter Rindal berømt, Lars Ravn, Finn Lynggaard, Victor IV og Povl Dissings gamle ven, skagboen Poul Winther. Koncerten med Dissing og de andre finder sted torsdag 7. september klokken 20. Billetter kan købes på nettet på www.skagenbilletten.dk, på Skagen Turistkontor og i Galleri Tavi, Vestre Strandvej 20.