Dit og mit lokumsbræt

"Niceville"

Der er ret mange morsomme filmscener i "Niceville" blandt andet med Jessica Chastain, der spiller underklassepigen Cecilia, der får fat på byens rige mand og derfor bliver frosset ud af byens andre kvinder.
Film 17. november 2011 05:00

Nogle gange virker det som om, at film, der foregår 60'ernes USA, er en genre i sig selv, hvor man, hvis man ikke lige levede i USA dengang, har lidt svært ved at vurdere, om 60'erne mon virkelig smagte, lugtede og så sådan ud over alt? Jeg prøver at sige, at jeg savner at se en film om 60'erne, hvor vi ikke, som en del af det der føles som et pligtpensum, absolut skal på milkshakebar og glo på lamslåede familier foran et tv-møbel, hvor attentatet mod John F. Kennedy ruller, altså medmindre det er strengt nødvendigt for historien, at vi lige præcis ved at det er fredag 22. november 1963, og at tv dengang var den primære måde at få nyheder på ... hvilket det i øvrigt stadigt er herhjemme trods internettet. Jeg kunne godt tænke mig at se det fortalt på en ny måde. Bortset fra det og ét lille juleønske om i fremtiden også at kunne fravælge strygearrangementer ligesom undertekster på film, så er "Niceville", der en filmatisering af bestsellerbogen "The Help" af Kathryn Stockett, ret så vellykket. Og ja, ganske effektiv målt med et affektbarometer, som jeg tror også ville slå ud selv uden Philharmonikerne? Således, efter at have sikret mig, at ingen skal tro, at jeg ikke er bevidst om Disneys evne til dygtigt at forføre sit publikum, så vil jeg heller ikke beskylde Disney for ikke at tage fat på alvorlige emner, og måske ligefrem rose dem for evnen til at gøre det til en familieudflugt, hvor der også er lidt fornuftigt at tale om efter filmen. Og der er meget fornuftigt at tænke over i "Niceville", der fortæller om 60'ernes voldsomme raceproblemer i Jackson, hovedstaden i sydstaten Mississippi i USA. Her er der klare grænser mellem kvinder, mænd, sorte og hvide og dit og mit lokumsbræt. Ja, det er rigtigt - en lokumsdebat er faktisk omdrejningspunktet i Disneyfilmen "Niceville", hvor middelklassens kvinder mødes til gensidig udveksling af kager om dumheder, blandt andet om den hygiejniske fare, der er forbundet ved at lade den sorte tjeneste- og barnepige bruge samme bræt som en selv. Efterfølgende får kvinderne lavet seperate "neger-skure" ude i deres haver. Der er kun én hvid kvinde, der ikke har taget skade af et forstadsliv uden egentligt indhold. Det er den unge Skeeter, der drømmer om at blive journalist og forfatter, og som i øvrigt spilles begavet og overbevisende af den unge Emma Stone, der mest har gjort det i tv-serier og teenagekomedier. Skeeter beslutter sig for at ville beskrive de sorte tjenestepigers liv i en bog, men det at lade en sort fortælle om sit liv er ikke ufarligt i en stat, hvor Ku Klux Klan hærger, så til at begynde med er det kun tjenestepigerne Aibileen og Minny, der hemmeligt tør fortælle om de horrible forhold de sorte lever under på den tid. Den største styrke ved filmen "Niceville" er alle de små scener, der fortæller, hvor modbydelige mennesker kan være, når de har magten til at give og tage uden nogen form for logik. En anden stor styrke er filmens vinkel, som i øvrigt også i filmen er årsagen til Skeeters gennembrud som forfatter, nemlig at fortælle den ellers godt brugte historie om racefortrædelighederne i sydstaterne, fra de sorte tjenestepigers perspektiv. Alle mænd i filmen har perifere roller og på mange måder er det meget oplysende og skræmmende at se, at der kan udøves en ligeså betydelig og grum magt af kvinder som ellers officielt ikke havde noget politisk at skulle sige. Man fristes til at sige heldigvis. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk "Niceville" Originaltitel: The Help Instruktør: Tate Taylor Spilletid: 2 timer 25 minutter Danmarkspremiere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...