Divisionsklubber til indestævne

Alle nordjyske divisionsklubber på nær en deltager i Nørhalne VVS Cup

Børge Bach trak holdene fra pokalen med de store øre.Privatfoto

Børge Bach trak holdene fra pokalen med de store øre.Privatfoto

NØRHALNE:I dagene mellem jul og nytår inviterer Fremad Nørhalne til 31. udgave af indestævnet i fodbold, Nørhalne VVS Cup, med en samlet præmiesum på 13.000 kroner og deltagelse af blandt andre alle nordjyske divisionsklubber på nær Thisted i Nørhalne Hallen.

Tirsdag aften var der i Fremad Nørhalnes klubhus lodtrækning til turneringen, hvor klubberne var inviterede til at overvære sammensætningen af de fire indledende puljer.

Det var AaBs mangeårige leder, Børge Bach, der stod for lodtrækningen.

Hobro i dynamitpulje

De første to puljer spiller torsdag aften 27. december og de sidste to aftenen efter, mens finalen spilles lørdag aften 29. december.

Pulje 1 blev en dynamitpulje med sidste års vinder, Løgstør IF, samt 1. divisionsklubben Hobro IK, Lindholm IF, Skjold Sæby og Aalborg KFUM.

AaB blev placeret i pulje 2 sammen med Birkelse IF og Sulsted IF, som begge altid er gode bud på finalepladser, samt Biersted IF og Vejgaard.

Blokhus mod Hjørring

Pulje 3 tæller NUBI, Aabybro IF, Aalborg Chang, Taars/Ugilt og Nørresundby.

I den sidste indledende pulje mødes 2. divisionsklubberne FC Hjørring og Blokhus FC. De øvrige hold i puljen er værterne Fremad Nørhalne, Brovst IF og Asaa.

Der går to hold videre fra hver af de indledende puljer.

Præmien til vinderne er 5.000 kroner, ligesom der er præmie til stævnets samlede topscorer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.