DJ’s og bands klar til Egholm

Upcoming bands har fået deres egen festival - udvides i år

Mange nordjyske musikere på vej op ad karrierestigen er så interesserede i at optræde på Egholm Festival, at der faktisk kun er én genganger fra sidste år. Arkivfoto: Daniel Bygballe

Mange nordjyske musikere på vej op ad karrierestigen er så interesserede i at optræde på Egholm Festival, at der faktisk kun er én genganger fra sidste år. Arkivfoto: Daniel Bygballe

EGHOLM:Sidste år tog tre ildsjæle initiativ til en festival på limfjordsøen Egholm, og de knokler lige nu for at gøre klar til anden udgave.

Det går løs torsdag 1. august med et åbningsarrangement om aftenen, mens der er fuldt musikprogram fredag 2. august og lørdag 3. august.

Festivalen skal stadig have fokus på upcoming musikere, fortrinsvist fra Nordjylland, fastslår en af bagmændene, Jens Christian Haar. Genren er også stadig for hele familien og mest rock og pop.

Der tages dog også nye tiltag, og et af dem er optaktsarrangementet torsdag 1. august.

- Dette arrangement har tre lokale dj’s, der er kendte i Aalborg-miljøet. Det drejer sig om Sivesgaard, Kornum og El Peligro, fortæller Jens Christian Haar.

Åbningsarrangementet er fra klokken 17 til 23 og giver gæster mulighed for at sikre sig en god plads på den gratis campingplads.

Kun én genganger

Interessen fra det nordjyske musikliv har været stor:

- Vi glæder os utroligt meget og jubler os lykkelige over den positive respons. Ikke mindst fra de mange virkeligt dygtige musikere, der stimler sammen om arrangementet. Der er kun én genganger blandt bands fra sidste år, hvilket giver et tegn om den massive mængde af dygtige musikere i området. Gengangeren består af Touching Grace, der gjorde det så godt sidste år, at vi har tildelt dem den afsluttende spilletid fredag 2. august, fortæller Jens Christian Haar.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.