Djærvt og impulsivt

Selvportræt 1978.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Gorm Spaabæk udstiller i to omgange i Vrå. Den første anmeldes her, idet den anden i skrivende stund endnu ikke er begyndt. Den åbner nu på lørdag, 14. januar, og bærer titlen Præsens. Udstillingsområdet udvides her med tilstødende lokaler i højskolen. Præludium er således et forspil til den næste, der viser nyere værker. Det anbefales at vente med at besøge udstillingen til lørdag, da man så kan opleve hele forløbet af Gorm Spaabæks kunstneriske udvikling. Præludium omfatter værker fra 1970-serne til op i 1990-erne. Her vises malerier og værker udført i diverse grafiske teknikker. Desværre er de ikke anbragt i kronologisk orden, hvilket bevirker, at det er lidt besværligt at opleve kunstnerens udviklingsforløb. Hans malerier er farvestærke og oftest i de mere dystre nuancer. Penselføringen er djærv og impulsiv uden hang til detaljering. De mange selvportrætter er alvorsfulde og indikerer, at det er en seriøs sag, at male sit selvportræt. Et maleri fra 1993 af to slagtekroppe viser to dyr hængende på en sort baggrund. Det er ekspressionistisk uden detaljer. Det samme gælder de mange malede selvportrætter. Her er farveholdningen betydeligt mere nuanceret i stærke kontrastfarver og uden detaljering af formen. I figurbillederne af menneskekroppe falder de farverige motiver delvist sammen med baggrundens mere dystre kulører. Gorm Spaabæks raderinger og ætsninger i sort/hvidt omfatter selvportrætter og landskaber. I portrætterne er der den samme alvor, som der er i malerierne. Der er arbejdet grundigt med dem, således at de mange streger skaber helt sorte felter. De svækker lidt det grafiske udtryk. Nogle koldnålsraderinger af naturen går helt over i det abstrakte. Værket: Vejr består af en mængde krads på kryds og tværs, der skaber indtryk af et drabeligt uvejr. Et litografisk portræt forestillende kunstnerens nyfødte søn fra 26. februar 1994 ses både som tryk på papir og på selve den litografiske sten. Teksten på trykket og på stenen lyder: "Jeg tegnede min søn under hans første fuldmåne. Han er næsten 10 dage gammel." Det må betegnes som det mest rørende og autentiske værk på denne udstilling. Udstillingen er som helhed ikke særligt overskuelig. Kronologien er rodet og mange værker hænger for højt, så nærlæsning besværliggøres. Måske vil den følgende udstilling med nyere værker give et mere klart billede af Gorm Spaabæks udvikling som kunstner. Og den åbner altså lørdag. Leif Bøgh kultur@nordjyske.dk Præludium Kunstbygningen i Vrå Til 5. februar
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.