Film

Djævelsk langtrukken

"Djævelens trækspil"

En djævelsk langtrukken film, der mest må være for fans af instrumentet akkordeon - altså en trækharmonika med blæsebælg. Det åbner med en begravelse, hvor en sørgende enkemand med stråhat står alene på en forblæst steppe ved sin kones grav. Vor mand på trækharmonikaen hedder Ignacio Carrillo (Marciano Martinez) og han drager afsted for at levere instrumentet tilbage til den mand, der i sin tid forærede ham. Instrumentet er nemlig ifølge overtroen forbandet af den hornbærende djævel selv, og den, som spiller på det, vil aldrig kunne holde op og derfor være tvunget til et evigt omflakkende liv i ensomhed. Afsted drager vor stråhatven på æselryg og lige i røven på æslet følger en ung mand Fermin (Yull Núñez), som drømmer om selv at blive en gudbenådet akkordeonspiller og vælte sig i penge og villige kvinder. Det er film, der virkelig giver sig god tid. Her er ikke mange replikker, og dem, der er, er usædvanlig kortfattede, så hele handlingsdelen, kunne godt være kogt ind til en længere novellefilm. Filmen skildrer mester-lærlinge-forholdet, der langsomt udvikler sig, mens de drager gennem det storslåede og dramatiske colombianske landskab, og filmen forsøger at give en forklaring på, hvorfor Ignacio ikke vil spille. For han kan godt. Sådan som vi oplever det i en af filmens absolutte højdepunkter - en musikduel med pengepræmie. Hvor en lokal harmonikakonge møder sin overmand i manden med den behornede harmonika. Uover hurtighed på knapperne gælder det også om at rappe her og nu hånevers, indtil man hyler den anden ud af det. De to hovedrolleindehavere, Marciano Martinez og Yull Núñez, spiller deres rollen sådan som sådan en tænksom kunstfilm lægger op til. Indadvendt, panderynkende og mut tavshed, der skal overbevise os om, at der er store følelser på spil inde bagved. Det er dog mest i musikscenerne, at filmen virker overbevisende og får luft under sin påstand om, at musik er lidenskab uden grænser og musikudøveren dens trolddomsramte og for evigt fortabte elsker. For de, som elsker og kender den argentinske bandoneón-spiller Astor Piazzollas musik vil her være gode stunder. Men ellers er det mest billedsiden, som trækker op. Uendelig smukke widescreen-panoreringer udover strågul pampas, hvid saltørken, grønklædte og tågeindhyldede bjerge, mens maestro og elev trasker videre. Problemet er, at filmen efterhånden kommer til at virke som en etnografisk studierejse. Den gør sin personer til etniske objekter, sære men ædle vilde, vi aldrig lærer at kende eller at forstå, og derfor bliver den også sine steder gabende kedelig og langtrukken. Og historien hænger aldrig ordentlig sammen. Men når det går løs på harmonikaen med horn, kan du godt høre, at et trækspil er et lidenskabeligt instrument, der kan formidle kærlighed, had, vold, sorg, trøst, død, dans og fest. Men filmen - den er godt nok for lang. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Djævelens trækspil" Org. titel: "Los viajes del viento" Colombia, 2009. Instr.: Ciro Guerras. To timer. Till. f. 11 år. Biffen, Aalborg.