Djurgården varm på AaB's Martin Ericsson

Djurgården IF, regerende svenske fodboldmestre og forsvarende pokalmestre, bekræfter nu, at klubben er meget interesseret i AaB's svenske midtbanegeneral Martin Ericsson.

Bosse Lindquist, klubbens ordførende talsmand, siger til den svenske avis, Aftonbladet, at Djurgården IF har signaleret deres interesse for Martin Ericsson overfor AaB. - Vi har anmeldt vores interesse hos AaB, men har endnu ikke kontaktet spilleren, siger Bosse Lindquist til Aftonbladet. Djurgården IF, der er i gang med at opruste til næste sæsons Champions League, har netop besejret AaB to gange i den nordiske klubturnering, Royal League. Djurgården IF's træner, Kjell Jonevret, bekræfter i positive vendinger, at Stockholm-klubben rigtig gerne vil have fingrene i Ericsson, der netop er blevet udtaget til det svenske ligalandsholds tur til Saudi-Arabien i januar. Stockholm-klubben glæder sig for hver dag, der går uden tilbud fra større europæiske klubber på Martin Ericsson til AaB-ledelsen. Det øger - ifølge Djurgården-ledelsen selv - dens muligheder i jagten på den dygtige midtbanespiller med de store offensive kvaliteter.