DLF: 10. klasse skal stadig være et tilbud for alle

Man kan ikke bare sætte lighedstegn mellem frafald på en ungdomsuddannelse og karakterer.

DLF: 10. klasse skal stadig være et tilbud for alle

Kravene til folkeskolens afgangsprøver skal strammes.

Regeringen vil stille krav om mindst karakteren 2 i gennemsnit i dansk og matematik ved de afsluttende prøver i folkeskolen for at bestå.

- De unge, der ikke opfylder karakterkravet, skal have tilbud om et nyt forberedende 10. klasseforløb, der er målrettet erhvervsuddannelserne, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin åbningstale.

Men 10. klasse er en stor succes og et tilbud, som fortsat bør gives til alle elever, mener Danmarks Lærerforening (DLF).

- Vi ved, at frafaldet på ungdomsuddannelserne er mindre blandt elever, der har gået i 10. klasse. Vi må ikke gøre det stigmatiserende at gå i 10. klasse ved at gøre det til en klasse for tabere, siger formand Anders Bondo Christensen, DLF.

Og så kan man ikke umiddelbart sætte lighedstegn mellem karakterer og frafald på en ungdomsuddannelse. Afgangsprøverne er konstrueret, så cirka 10 procent vil få de laveste karakterer.

På den baggrund giver det ikke mening at lade karakterer ved afgangsprøver afgøre, om man kan blive optaget på en ungdomsuddannelse.

- Dertil kommer, at den gruppe elever, der falder fra på ungdomsuddannelserne, ikke nødvendigvis består af de samme elever, som har det fagligt svært, siger Anders Bondo.

Han fremhæver, at mange ordblinde elever har det meget svært ved afgangsprøverne, men de klarer sig fint i ungdomsuddannelserne.

- Og mange elever, der dropper ud med personlige eller sociale problemer, har ikke haft vanskeligheder ved folkeskolens afgangsprøver. Vi skal tage udgangspunkt i den enkelte elev, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.