DLG investerer i ny nordjysk oliefabrik
Investeringer for 22 millioner kroner i nyt raffinaderi i Agersted
Foder- og fødevarekoncernen DLG har besluttet at investere 22 millioner kroner i et nyt olieraffinaderi på DLG Food Oil - det tidligere Danraps - i Agersted. Årsagen er, at virksomheden har fået tilkendegivelser om, at stadig flere potentielle kunder ønsker at bruge rapsolien fra raffinaderiet i Agersted i deres produktion. Samtidig har raffinaderiet haft svært ved at følge med i den efterspørgsel, der har været hos de eksisterende kunder. - Vi er i den situation, at det har knebet med at følge med efterspørgslen på rapsolie, og den begrænsende faktor har været raffinaderiet, så derfor er vi glade for nu at være i fuld gang med investeringsprojektet, siger Torben Harring, direktør i DLG. Ingen nye arbejdspladser Det nye anlæg vil dog ikke betyde nye arbejdspladser i Agersted, fortæller Torben Harring. - Men ved udvidelsen kan vi sikre de job, der er, påpeger han. Det er Torben Harrings overbevisning, at det nye anlæg kan være med til at fremtidssikre DLG Food Oil i Agersted - det nye raffinaderi vil nemlig kunne øge produktionen med 75 til 80 procent. Dermed kan den samlede produktionsmængde lande omkring 125.000 tons rapsolie om året. Sikrer en stærk virksomhed Det er blandt andet henvendelser fra Sverige og Norge, der har ansporet DLG til udvidelsen, og når det kommer til at servicere vores nordiske naboer, ligger raffinaderiet i Agersted perfekt geografisk set, lyder beskeden fra DLG-direktøren. Det er med andre ord en sikker investering, DLG har foretaget ved at hælde penge i raffinaderiet i Agersted, mener Torben Harring. - Vi har en konkurrencedygtig virksomhed, påpeger han. Efter planen skal anlægget stå færdigt i juni.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.