DM-arrangør klar til anden etape i jagt på sponsorer

Cykelsport 1. maj 2003 08:00
AALBORG: Der var tilfredse ansigter i hele feltet, da Aalborg Cykle-Ring (AaCR) i går kunne afsløre, at Spar Nord Bank bliver hovedsponsor for DM i landevejscykling i og omkring Nibe 25.-29. juni, men klubben er ikke i mål endnu sponsormæssigt, hvis DM-arrangementet skal hænge helt sammen økonomisk. - Vi er meget glade for den opbakning, som Spar Nord Bank har givet os ved at blive hovedsponsor. Det er et afgørende gennembrud i sponsorjagten, siger Charsten Kristensen, AaCR-formand, der dog i samme åndedrag pointerer, at der meget gerne skal hentes yderligere 100.000 kroner hjem i sponsorater for at, DM 2003 løber sundt og smertefrit rundt. Omkring hovedsponsoratet vil parterne kun afsløre, at det drejer sig om et sekscifret beløb, men Aalborg Cykle-Ring signalerede før gennembruddet med Spar Nord Bank, at man savnede omkring 350.000 kroner i sponsorater for, at DM-dagene kunne afvikles planmæssigt. - Vi er allerede i gang med plan B. Vi har henvendt os til 92 virksomheder - primært i Aalborg og Nibe-området - med tilbud om sponsorater fra 1.000 kr. og opefter. Der er tale om forskellige pakkeløsninger. Det faktum, at vi nu har et hovedsponsorat i hus, betyder i hvert fald, at DM 2003 får den planlagte kolorit i og omkring målområdet. Vi får et flot DM sidst i juni, fastslår AaCR-formanden. Det er Aalborg Cykle-Ring, der står med det praktiske og økonomiske ansvar selv om, klubben arrangerer DM i landevejscykling for Danmarks Cykle-Union (DCU). Der forventes godt 550 deltagere til start i DM-løbene i diverse klasser med A-klassen omfattende professionelle og amatører i blandet flok som den store publikumsmagnet - her i blandt stjernerne fra de to store professionelle danske hold, CSC og Team fakta. DM-dagene i og omkring Nibe falder sammen med Nibe Festivalen i den anden ende af byen, og det gør sikkert ikke interessen for strabadserne på landevejene mindre. - Aalborg Cykle-Ring har tidligere bevist, at klubben besidder stor professionalisme - for eksempel da klubben med stor succes afviklede Finalen i Post Danmark Rundt i september 2001. At DM i landevejscykling 2003 samtidig placeres i Nordjylland, gjorde det naturligt for os at overveje samarbejdet, siger direktør i Spar Nord Bank, Lars Møller.jeri
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...