DM blot et springbrædt til EM

DM-titel er ikke så vigtig for AIG's Tue Lodahl

KØBENHAVN:Øjnene og tankerne er rettet hen mod EM i Slovenien om 14 dage, når Tue Lodahl, Aalborg Idræts Gymnastik (AIG), i weekenden skal duellere med landsholdskollegaen Kasper Fardan, Gefion København, i disciplinerne spring over hest og gulvøvelsen ved DM-stævnet i mandlig idrætsgymnastik i Aalborg. Gefion-gymnasten, som Tue Lodahl til daglig træner med i Dansk Gymnastik Forbunds Kraftcenter i København, vandt i sidste weekend guld i de to øvelser ved de nordiske mesterskaber i Malmø foran netop Tue Lodahl. - Der er lagt op til en hård fight mellem to sparringspartnere i de to øvelser, men DM-titlerne er ikke så vigtige for mig, siger Tue Lodahl, der trods bopælen i København fortsat er med på AIG's hold i Elitedivisionen. - Jeg bruger primært DM-stævnet til at finpudse formen til EM, der er sæsonens vigtigste opgave, og jeg har siden årsskiftet udelukkende satset på spring over hest samt gulvøvelsen. Det er især i spring over hest, at verdenseliten kender mit navn, og jeg har altså valgt at koncentrere mig om de to øvelser for at bruge kræfterne helt rigtigt, fortsætter Tue Lodahl, der af den grund ikke gør nogen rangen stridig i mangekampen ved DM omfattende de seks øvelser, gulv, bensving, ringe, spring over hest, barre og reck. Han har også brugt to World Cup-stævner i henholdsvis Frankrig og Tyskland i foråret som optakt til det forestående EM, og det samme gjaldt sådan set NM i Malmø. - Kasper Fardan var første gymnast i spring over hest i finalen ved NM, mens jeg var sidste mand. Jeg forsøgte mig med et såkaldt 10'er-spring, som jeg skal lave ved EM, og det kommer også til at gælde DM i Aalborg. Jeg har to 10'er-spring, som meget gerne skal sidde der før afrejsen til Slovenien 12. april, og det er primært det, jeg bruger DM-stævnet til, understreger Tue Lodahl. En skade, pådraget under det danske landsholds noget miserable indsats under VM i USA i fjor, holdt ham ude af DM-stævnet 2003, og nu er fokus sat på EM og disciplinen spring over hest. - Jeg har flere forhåbninger med EM. I første omgang gælder for mig om at komme i finalen i spring over hest omfattende otte gymnaster. Hvis det lykkes, er næste trin en EM-medalje, siger Tue Lodahl. Fem danske gymnaster er udtaget til EM. Foruden Tue Lodahl gælder det Rasmus Brandtoft, VIK Århus, Kasper Fardan, Gefion København, Jeppe Villekjær, AIG, og Henrik Kræmmer, VIK Århus.