DM-bronze i judo til ung skagbo

SKAGEN:Mathias M. Nielsen fra Skagen Judoklub hentede en flot bronzemedalje med hjem fra DM i Judo. Skagboerne havde fire deltagere med til DM, det blev afviklet i Ry denne weekend. Der var cirka 350 deltagere fra hele landet med til stævnet, og det var absolut de bedste kæmpere. Fra Skagen deltog foruden Mathias M. Nielsen også Kasper B. Christensen i gruppe B (begynder), mens Christian A. Jensen og Henrik Munk deltog i gruppe A. I Mathias' vægtklasse - 30 kilo - var der 20 deltagere, som var delt på fire grupper. Skagboen vandt sin gruppe og gik videre. I kampen omkring finalepladsen førte han på point og havde godt styr på modstanderen, men blev overivrig og kom lidt for hurtig ind i modstanderen og blev kastet. I kampen omkring bronze var han kommet i en meget hård kamp, hvor dommeren overså to grove fejl mod ham, men alligevel satte han sig op og vandt kampen. Hvilket var en næsten umulig opgave, efter de knubs han havde modtaget. Det var en meget fortjent medalje, han fik med hjem til Skagen. I Kaspers vægtklasse - 50 kilo - var der 18 deltagere, som var delt på fire grupper. Kasper vandt sin gruppe og gik videre. Her mødte han en træningspartner fra Aalborg, som han måtte se sig slået af og endte dermed udenfor medaljerækken. I Christians vægtklasse - 73 kilo - var der fire deltagere, og det var en utrolig hård gruppe, for det var kæmpere med stor erfaring. Vinderen var fornylig kommet på en fjerdeplads i Aalborg Judoklubs Limfjordsturneringen. Christian tabte, men formåede alligevel at yde en god indsat i kampene. I Henriks vægtklasse - 81 kilo - var der fem deltagere. Der var også her tale om kæmpere med stor erfaring. Christian og Henrik har begge blåt bælte og deres modstander har brunt og sort. Sort bælte/en dan grad er det bedste, man kan opnå. Henrik tabte kampene, men ydede en god indsat i kampene.