DM er kun træning for svømmestjernerne

VM i Barcelona venter, og derfor skal topnavnene i dansk svømning først ramme topformen om tre uger.

DM er kun træning for svømmestjernerne

Selv om den absolutte svømmeelite er samlet til DM i Bellahøj, skal man ikke forvente supertider af de danske topnavne.

For med kun tre uger til verdensmesterskabet i Barcelona venter der langt vigtigere opgaver i den nære fremtid for Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og Pernille Blume.

- For dem er det absolut ikke et stævne, hvor de skal toppe, siger Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen.

- Det er om tre uger, det går løs, så det handler først og fremmest om finpudsning og taktik. Og så er det altid godt lige at få løbene under bæltet, inden det bliver alvor, forklarer sportschefen.

Så selv om der er national hæder og prestige på højkant, bruger VM-kvartetten pauserne mellem løbene i Bellahøj til at træne frem for at hvile og restituere.

- De har et lidt hårdt program, siger Mikkel von Seelen.

- De ankommer lidt tidligere end de andre. Så starter de med at træne inden heatene om formiddagen. Klokken 15 går de tilbage og træner et par timer, inden de skal svømme igen om aftenen, siger han.

Det er altså ikke for meget at sige, at de nationale mesterskaber denne gang er reduceret til noget sekundært for eliten af dansk svømning, men det lever man udmærket med i svømmemiljøet, mener sportschefen.

- De er jo stadig med herude og vil stadig svømme gode tider. De vil også vinde deres løb. De skal bare toppe formen på et andet tidspunkt end de øvrige, og det er der respekt for.

- Jeg tror egentlig bare, at folk synes, det er fint, at de er her og viser farverne til DM, siger Mikkel von Seelen.

Danmarksmesterskaberne fortsætter indtil lørdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.