DM-festen blev aflyst SKUFFELSE: Fire nordjyske bokseremåtte alle vinke farvel til DM-guldet

ODENSE:De danske amatørmesterskaber i boksning kunne have udviklet sig til den helt store nordjyske fest. Med tre Pandrup-boksere og en enkelt Aalborg-bokser i søndagens finaler var der tegninger til noget stort, men festen blev aflyst, for alle fire nordjyder måtte kravle ud af ringen uden guldmedaljen om halsen. - Vi troede, vi skulle lave noget stort, Men det blev aldrig vores finaledag, lød det fra en skuffet Pandrup-sportschef Søren Larsen. I fjervægt så han Brian Brix tabe til den jyske mester, Goddi Nørgaard fra Nykøbing Mors. 27-årige Brian Brix kom for meget bagud i første omgang, og selv om han fightede sig godt tilbage i kampen, så kunne der ikke pilles ved Goddi Nørgaards sejr på 30-21. Bruun opgav selv I letvægt var der store forventninger til Pandrups Kasper Bruun. Den 20-årige nordjyde måtte i januar melde afbud til JM i sidste øjeblik, og han havde derfor sat næsen op efter at revanchere sig ved DM-stævnet. I semifinalen viste han heller ingen nåde, da Thisted AC’s 18-årige jyske mester, Simon Nielsen, blev slået med 28-12. Det lovede godt før finalen mod den forsvarende danske mester, Osama Hadifi fra CIK, men her frøs Kasper Bruun tilsyneladende helt fast i præstationsangst. I hvert fald tabte han første omgang med syv point, og det slag kom han sig aldrig over. Efter en miserabel anden omgang var der ikke mere i Pandrup-bokseren, som besluttede sig for at give op og forlade ringen med halen mellem benene. Keller tabte guldet Til gengæld lugtede det af DM-guld til Pandrups Torben keller i weltervægt. Allerede lørdag aften fik han serveret DM-guldet på et sølvfad, da den forsvarende danske mester Nasser Ali blev knockout’et af Lars Jensen fra Horsens. I søndagens semifinale vandt Torben Keller tårnhøjt over Jens Dal Bach fra BK Rollo i Svendborg, 34-7, og i finalen mod Kenneth Nemming fra Nakskov lignede Torben Keller også en ny dansk mester, da han gik ind til fjerde og sidste omgang med en føring på 6-3. To minutter senere var tingene dog vendt på hovedet, for Kenneth Nemming vandt den sidste omgang med 5-0 og tog dermed guldet med en pointsejr på 8-6. Det var der ikke mange, der forstod et kuk af i Odense. - Torben begik nok den fejl af bokse for defensivt i fjerde omgang. Det er altid farligt, for man risikerer let at blive straffet af dommerne, hvis man bliver for passiv, noterer Søren Larsen. Han afviser dog, at Pandrup-ambitionerne har lidt et knæk af søndagens skuffelser. - Overhovedet ikke, Vi må bare hjem og øge træningsmængden fra seks gange til otte gange om ugen, fastslår han. Slået af smerter I Aalborg-klubben IK Sparta havde formand Jens Jørgen Voldby sat næsen op efter klubbens første danske mester i flere år, da den jyske mester Hussein Hassan havde slået sig frem til en finale mod Lars Kristjansen fra Slagelse. DM-drømmene led dog allerede et knæk i første omgang, da Lars Kristjansen ramte Sparta-bokseren så uheldigt med sin skulder, at den 26-årige letweltervægter brækkede et ribben. - Han var klar til at opgive allerede i starten af anden omgang på grund af smerterne. Han kæmpede videre, men der var slet ikke mere ”bøf” i ham, lød det fra en ærgerlig Jens Jørgen Voldby efter kampen, som Hussein Hassan tabte så klart som 24-6. - Det er klart, vi er lidt bitre lige nu, men vi kommer igen. Næste år, så lægge vi Lars Kristjansen ned på ryggen, sagde Jens Jørgen Voldby i aftes.