DM guld og bronze til springteam

Sæby 1. maj 2007 06:00

SÆBY: Som opfølgning på 1. runde af DM for juniorer, der blev holdt på hjemmebane i januar, drog 12 gymnaster fra Sæby i weekenden til Ringsted for at kæmpe om medaljer i den anden og afgørende runde. Og det blev til ikke mindre end to af slagsen. I drengenes 3. division skulle en overført tredjeplads fra 1. runde forsvares. Og med nogle meget flotte og sikre spring viste det sig hurtigt, at ikke bare var tredjepladsen sikret, men også andenpladsen. Og så var alle egentlig helt tilfredse, derfor var overraskelsen og jublen også helt enorm, da karaktererne fra sidste hold på banen blev offentliggjort, og det viste sig, at springerne fra Sæby også havde passeret det førende hold. Holdet bestod af Erik Ovesen, Carl Emil Nielsen, Mads Olesen, Emil Ovesen, Andreas Grønlund og Jacob Dalmose Nielsen. Mix-holdet, der består af fire piger og fire drenge, havde en fjerdeplads i 1. division (der var kun den ene) at forsvare. Grundlagt i en meget flot rytmeserie var selvtilliden på plads, og springene sad som de skulle. Spændingen var derfor meget stor, da karaktererne blev offentliggjort - metallet glimtede forude. Og jo, det holdt endda med en god margin. Tredjepladsen var i hus. Holdet bestod af Janne Mønser, Line Wunderow, Emilie Jensen, Liv Vanggaard, Andreas Grønlund, Erik Ovesen, Mads Olesen og Carl Emil Nielsen. Det tredje hold fra Sæby var pigerne, som kom med en syvendeplads i 5. division fra første runde. Med en god rytmeserie og super flotte spring, klatrede pigerne ligeså stille opover for til sidst at ende på den sure fjerdeplads kun 0,2 point fra bronzen. Ærgerlige var springerne naturligvis, men alligevel ovenud tilfredse, da en fjerdeplads trods alt var mere end nogen havde turdet håbe på. Holdet bestod af Anne Sofie Thomsen, Mia Krogh, Sara Vanggaard, Karina Breuner, Emilie Jensen, Janne Mønster, Line Wunderow og Liv Vanggaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...