Fodbold

DM-guld til veteranroere

HADSUND:Hadsund Roklub fik et dansk mesterskab, en sølvmedalje og tre fjerdepladser, da der i weekenden blev roet DM på Bagsværd Sø ved København. Guldmedaljen gik til brødrene Jens og Anders Christiansen i veteranklassens toer uden styrmand. I denne klasse roes der med handicap, således at der tages hensyn til alder. Brødrene måtte starte som nogle af de sidste 20 sekunder efter de første, men allerede efter 700 meter var Hadsund-roerne i front foran de øvrige 11 startende, og den placering holdt de hele vejen hjem. Marie Tindborg stod for klubbens anden medalje. Det var i dobbeltsculler junior B, hvor hun sammen med en roer fra Vestervig Roklub fik en andenplads. Ugen efter Thor Kristensen sammen med den resterende besætning i guldfireren vandt verdensmesterskabet i Spanien, var han igen på vandet. Han stillede op i firer uden styrmand sammen med klubkammeraterne Mads Bork, Anders Christiansen og Jens Christiansen, og de var oppe mod nogle af de andre verdensmestre. Ifølge klubben måtte roerne erkende, at det kræver erfaring at ro sammen for at kunne begå sig i det fornemme selskab, og Hadsund-kvartetten endte på en fjerdeplads, der er lig med sidstepladsen. Vinderen blev holdet fra Bagsværd. Lise Kronborg, der også var til VM i Sevilla formåede at ro to fjerdepladser hjem. Den ene var i letvægtsinglesculleren, og dernæst i letvægtsdobbeltsculleren sammen med Sine Christiansen. I sidstnævnte løb lå de længe i kampen om medaljerne, men på de sidste 400 meter blev parret overspurtet. Hadsund Roklub var også repræsenteret i single sculler junior B, hvor Søren Binderup Christensen blev nummer fire i et indledende heat, hvilket dog ikke rakte til en plads i A-finalen.