DM i Dronninglund
Den lokale Ørsø Judoklub får hård modstand

Ørsø Judoklub vært for DM. Arkivfoto Pressefotograf Jørgen kirk
ØRSØ/DRONNINGLUND:Den danske elite indenfor judo samles i denne weekend i Dronninglund Hallerne, hvor Ørsø Judoklub er vært for de danske mesterskaber for hold både for seniorkæmpere og ungdomskæmpere.
Kampene indledes lørdag klokken 11 med seniormesterskaberne for henholdsvis damer og herrer. Hos damerne kæmper Kolding, Aalborg og Aarhus/Silkeborg om det danske mesterskab, mens ni klubber stiller op i kampen om mesterskabet hos herrerne. Blandt deltagerne hos herrerne er Ørsø Judoklub, som stiller op med kæmpere i de seks vægtklasser fra -60 kilo til + 90 kilo.
- Den lokale judoklub vil møde hård modstand især fra klubberne fra København. Det forventes, at mesterskabet bliver et anliggende imellem Amager, Brønshøj og Politiets Idrætsforbund, som er forsvarende mestre, fortæller Søren Larsen fra Ørsø Judoklub.
Søndag skal DM for U-17 afvikles og også her stiller Ørsø op, idet den arrangerende klub har indgået et holdfællesskab med Aalborg Judoklub.
Fællesholdet stiller op i både pige- og drengerækken. Pigerne skal dyste imod Vejle og Amager om medaljerne, mens drenge skal op imod Kolding, Amager og Hillerød.
- Ørsø Judoklub har tidligere opnået flotte resultater i ungdomsrækkerne og det bliver spændende at følge de unge talenter og se, om de kan leve op til tidligere DM-triumfer, siger Søren Larsen.
Ørsø-kæmperne stiller op til DM med en god portion selvtillid, idet flere har tilkæmpet sig medaljer dels ved et stævne i Rendsburg i Nordtyskland og dels ved en Vendelbo-Turnering i Brønderslev i den forgangne weekend.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.