DM-sølvvinder forlader Triton

Nanna Brosolat sigter mod pladsen idamesingle på nyt københavnsk fusionshold

Henning Hansen
Nan­na Bro­so­lat kvit­ter Tri­ton, når klub­bens to res­ter­en­de mat­cher i den­ne sæ­son er over­stå­et. Foto: Tor­ben Hansen
Badminton 6. marts 2007 05:00

AALBORG: Knap en måned efter sin flotte sølvmedalje ved DM har badmintonspilleren Nanna Brosolat valgt at forlade Aalborg-klubben Triton. Den 23-årige singlespiller skifter i næste sæson til Kastrup/Magleby, der fusionerer med Hvidovre til et nyt københavnsk storhold, som endnu ikke er navngivet. - Det har været en svær beslutning at sige farvel til Triton, hvor jeg kan se tilbage på nogle gode sæsoner, og det er ikke økonomien, der har været afgørende, understreger Nanna Brosolat. - Jeg havde spillet videre i Triton, hvis vi var rykket op i Ligaen i denne sæson. Nu lykkedes det desværre ikke, og jeg tror, at jeg kan komme et skridt videre i karrieren ved at skifte til Kastrup/Magleby, hvor jeg får to ugentlige klubtræninger ved siden af træningen i elitecentret i Brøndby. - Desuden kan jeg forhåbentlig spille mig på ligaholdet, så jeg i ligamatcherne får mulighed for at udvikle mig spillemæssigt og samtidig blive et mere kendt ansigt via tv-dækningen. Ledig plads i sigte På det københavnske fusionshold ligner Nanna Brosolat afløseren for danmarksmesteren Tine Rasmussen, der skifter til Værløse. - Jeg kan ikke vide mig sikker på pladsen i damesingle, men tager chancen i håb om, at jeg vil være god nok. Rent praktisk vil klubskiftet gøre planlægningen lettere for Nanna Brosolat, der i sommer flyttede fra Århus til København for at få optimale træningsvilkår i dagligt selskab med hovedparten af den danske elite. - Jeg arbejder ni timer om ugen i en vuggestue, men ellers koncentrerer jeg mig fuldt ud om badmintonkarrieren, og jeg kan allerede mærke, at flytningen til København har givet mig et løft. Nanna Brosolat scorede mange plusser for sin indsats ved DM, hvor hun i finalen tvang storfavoritten Tine Rasmussen ud i tre sæt, men sidste uges German Open fik et skuffende udfald med nederlag til en tjekkisk spiller i den første kvalifikationskamp. - Jeg var ikke helt frisk i denne kamp, men satser nu på at afslutte sæsonen med gode resultater i nogle EBU-turneringer. I første omgang gælder det en turnering i Finland i slutningen af denne måned. All England fravalgt Allerede ved sæsonstarten valgte Nanna Brosolat at kvitte All England, der afvikles i denne uge, og hendes næste opgaver bliver Tritons to afsluttende matcher i denne sæson, 18. og 24. marts mod henholdsvis Hillerød og Lillerød. Matcherne har kun kosmetisk betydning for Triton, der allerede er hægtet af i kapløbet om oprykning til Ligaen, og klubben får travlt med at stable et slagkraftigt hold på benene til næste sæson. Udover Nanna Brosolat mister Triton som tidligere nævnt sine to bedste herresingler, Jan Ø. Jørgensen og Kristian Nielsen, der skifter til henholdsvis Team Århus og Vendsyssel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...