Ishockey

DM-sølvvindere i ishockey er truet på eksistensen

Gentofte Stars meddeler, at klubben mangler omkring en million kroner for at kunne gøre sæsonen færdig.

Gentofte Stars har problemer med økonomien. Foto: Scanpix/Jan Korsgaard/arkiv

Gentofte Stars har problemer med økonomien. Foto: Scanpix/Jan Korsgaard/arkiv

Ishockeyklubben Gentofte Stars er truet på sin eksistens.

DM-sølvvinderne fra sidste sæson mangler cirka en million kroner for at kunne køre forretningen videre i resten af denne sæson.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Her meddeler Gentofte Stars, at klubben ikke har haft held med at få de penge i klubkassen, som klubben havde fået tilsagn om fra sponsorer.

- For mange af de private personer og virksomheder, som i foråret 2017 tilkendegav deres økonomiske støtte til Gentofte Stars, har efterfølgende ikke indfriet aftalerne, og det har nu bragt eliteholdets eksistens i spil - lige nu mangler vi godt og vel en million for at kunne sikre eliteishockeyen i Gentofte.

- Vi har gennem hele sæsonen fået nye virksomheder med i vores erhvervsklub, og der er også kommet en række nye sponsorer til klubben i denne sæson.

- Men desværre har alt for mange ikke kunne levere på de aftaler, der har været, skriver klubben.

I sidste sæson var Gentofte Stars den helt store solstrålehistorie i Metal Ligaen.

Klubben nåede meget overraskende frem til DM-finalen, hvor det dog blev til et samlet nederlag til Esbjerg.

I denne sæson ligger Gentofte Stars aktuelt nummer otte i grundspillet.

Klubben skal tirsdag aften spille hjemme mod Rødovre Mighty Bulls i Metal Ligaen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst