Fjerritslev

DM til Hadsund-kører

HADSUND:Den unge motocrosskører Christian Juul fra Hadsund kunne efter de afsluttende to heat på banen i Fjerritslev kalde sig dansk mester i B Maxi-klassen. DM er blevet kørt over fem afdelinger, og inden den sidste i Fjerritslev lå Christian Juul på førstepladsen, men skarpt forfulgt af sine modstandere. Kravet for at være sikker på titlen var sejre i begge heat, og det var præcis, hvad Christian Juul klarede. Efter en dårlig start i første heat lå han placeret som nummer 10, men arbejdede sig hurtigt op på en tredjeplads. Her blev han overhalet af sin værste konkurrent, Emil Larsen, men efter at have sundet sig, fik Christian Juul ikke blot passeret ham igen, men ovenikøbet kæmpet sig op på førstepladsen. Andet heat blev ren paradekørsel med Juul-føring fra start til slut, og dermed var guldet hjemme. I den kommende weekend venter det jysk/fynske mesterskab, hvor Christian Juul også har klaret sig bedst i sæsonen indtil nu og altså ligger til sejr.