DM-titel kan skaffe europæisk fordel

De kommende danske mestre værter for indledende puljespil i næste sæson

Fodbold 5. juni 2003 08:00

HJØRRING: Skulle det lykkes Fortuna Hjørrings - indtil videre - regerende danske mestre i kvindefodbold at kvalificere sig til næste års europæiske mesterholdsturnering via en ny DM-titel, så kan vendelboerne se frem til at få værtsrollen for en af de otte indledende gruppespil. Det europæiske fodboldforbund UEFA trak i går lod til kvindernes mesterholdsturnering i næste sæson, og lodtrækningen magede det sådan, at de kommende danske mestre - Brøndby eller Fortuna Hjørring - får fordel af hjemmebane til de tre første kampe i gruppe 1, hvor de tre øvrige modstandere bliver de kommende mestre fra Serbien-Montenegro, FC Kilmarnock fra Skotland og KR Reykjavik fra Island. Lykkes det ikke Fortuna at genvinde det danske mesterskab, så har vendelboerne endnu en mulighed for at sikre billet til næste sæsons UEFA Womens Cup. Det vil i givet fald kræve en samlet sejr over svenske Umeå IK i de to kommende finaledyster i dette års europæiske mesterholdsturnering. Lodtrækningen i går i UEFA's hovedsæde i Nyon magede det sådan, at vinderen af dette års finale bliver placeret i gruppe 5 til næste sæson. Den tæller desuden de finske mestre fra FC United Jakobstad Pietarsaari, Legend-Checksil fra Ukraine samt vinderen af kvalifikationsgruppe 1, som består af mesterholdene fra Slovenien, Israel, Estland og Belgien. Legend-Checksil fra Ukraine er tilldelt æren af at arrangere kampene i den pulje. Lykkes det Fortuna Hjørring at hjemføre både den danske og den europæiske titel i løbet af de kommende uger, så vil endnu et dansk hold - Brøndby - få chancen for at spille europæisk fodbold i sæsonen 2003/2004. De vil i givet fald få pladsen i gruppe 1. Det var formanden for UEFA's kvindefodbold-komité, nordmanden Karen Espelund, som i går dykkede ned i hatten med hold til den tredje i rækken af kvindelige mesterholdsturneringer. 29 mesterhold er direkte kvalificeret, mens 12 hold skal kæmpe om de tre sidste pladser blandt de 32 hold i hovedturneringen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...