DM-titel til ung optimistsejler

14-årig frederikshavner sejlede 139 konkurrenter agterud

Aalborg 21. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Med fire første- en anden- og en fjerdeplads sejlede den 14-årige frederikshavner, Jeppe Berg, konkurrenterne agterud, da det danske mesterskab for optimistjoller blev afviklet i Køge Bugt. Den talentfulde sejler stiller i konkurrencer op for Aalborg Sejlklub, og sammen med klubkammeraterne Lasse Juhl og Mathias Haslund satte han for alvor sit præg på sejladserne. Lasse Juhl sikrede sig en samlet fjerdeplads, mens Mathias Haslund blev nummer otte i det skrappe selskab i optimistklassen, hvor deltagerne må være op til 16 år. På andenpladsen i kampen om det danske mesterskab kom Bjarke Carlsen, Svendborg, mens Christian Søgaard, Rungsted, blev nummer tre. Senere på året bliver Jeppe Berg 15 år, så han er i gang med sin sidste sæson internationalt i optimistjollen. Forinden når han dog at deltage blandt andet i hold-EM i Berlin, hvor han i dagene 26.- 28. oktober udgør det danske hold sammen med Lasse Juhl, Aalborg Sejlklub, Christian Søgaard, Rungsted og Katrine Ditmar, Haderslev. Desuden skal den nybagte danmarksmester sejle hold-DM i weekenden i Horsens, hvor han sammen med klubkammeraterne Lasse Juhl og Mathias Haslund skal forsøge at forbedre sidste sæsons sølvmedaljer til en dansk titel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...