DMI: Snevejr kan udvikle sig til snestorm i hele landet

Fyn og Syd- og Sønderjylland kan få snestorm allerede fra cirka klokken 23. Resten ventes at blive ramt i nat.

Kriminalitet 7. januar 2016 20:33 - Opdateret 7. januar 2016 20:47
Et snevejr er på vej ind over Danmark, og Danmarks Meteorologiske Institut vurderer, at der er risiko for snestorm. Der kan komme snefygning flere steder.

Der er risiko for, at der stedvis kan falde mellem fem og ni centimeter sne på seks timer. Samtidig vil der være en frisk vind til kuling på mellem 10 og 15 meter i sekundet.

Når DMI forudser en risiko, er der en vis usikkerhed forbundet med forudsigelserne af, hvordan vejret vil udvikle sig. I modsætning til et egentligt varsel, når vejrudviklingen er mere sikker.

Allerede fra klokken 23 torsdag aften ventes snestormen at ramme Fyn, Syd- og Sønderjylland, trekantområdet, Horsens, Hedensted, Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern. Her ventes snevejret at holde sig hele natten indtil klokken fem fredag morgen.

Fra klokken to er der risiko for snestorm i Vest- og Sydsjælland og på Lolland-Falster, samt i København og Nordsjælland. Desuden kan uvejret ramme Nordjylland, Thy og Mors, samt resten af Midt- og Vestjylland, Djursland og Østjylland.

I denne del af landet kan snevejret vare indtil ved nitiden fredag morgen.

Udvikler vejret sig til snestorm, kan det medføre hurtig lukning af udsatte veje på grund af fygning og dannelse af snedriver. Desuden er der risiko for nedsat sigtbarhed og for, at den kollektive trafik må standse, advarer DMI.

I Sydjylland forbereder man sig torsdag aften på snevejret ved at salte vejene i hele politikredsen.

På Storebæltsbroen frarådes kørsel med vindfølsomme køretøjer allerede fra torsdag aften på grund af kraftig blæst. Denne situation ventes at vare hele natten.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...